\ 100 bøger, 100 sider
I de næste otte år udgiver Aarhus Universitetsforlag hver måned en bog om skelsættende begivenheder og tematikker i danmarkshistorien: 100danmarkshistorier.dk. Projektet 100 danmarkshistorier er støttet af A.P. Møller Fonden.
Ved nogle af bøgerne vil forfatteren skrive en artikel, der bliver bragt her på ForskerZonen. December måneds bog er ‘Industri på udstilling‘, der udgives d. 7.12.
København var på den anden ende, da over en million gæster lagde vejen forbi den store industriudstilling i 1888. En avis mente ligefrem, at København havde feber: Udstillingsfeber!
Hvor Rådhuspladsen nu ligger, imponerede mægtige dampmaskiner og helt nye teknologier som gasmotorer, elektrisk belysning og endda en elevator. Den fragtede de besøgende op i den store Tuborgflaske, der i dag står i Hellerup.
Blandt attraktionerne var også en tungdykker, et mejeri og maskiner til chokoladefremstilling. Og så var der et utal af kunstfærdige opstillinger af alskens varer fra konservesdåser til vandlåse, polerede kokosnødder og æbleskivepander i støbejern.
Industrisamfundet – og forbrugersamfundet – tittede frem på udstillingen, der afspejlede de massive forandringer, som Danmark gennemgik i 1800-tallet. Alt det og meget mere blev dokumenteret i en fantastisk fotosamling, der nu findes på DTU Bibliotek.
Magelige danskere
Industriforeningen i Kjøbenhavn stod bag Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling, og her så man kunstindustrien som Danmarks fremtid. Danmark i direkte konkurrence med de store industrinationer blev slet ikke anset for at være et realistisk scenarium.
Philip Schou, der både var foreningens formand og direktør for Den Kongelige Porcelænsfabrik, repræsenterede mange, når han sagde, at Danmark ikke havde mulighed for at udvikle sig til et industriland. Landet var lille og havde et lille hjemmemarked. Vi manglede råstoffer, og så var der lige det med folkekarakteren.
Ifølge Schou var danskerne vant til let at skaffe føden fra den frugtbare danske muld. Derfor havde vi en blød karakter og et mageligt temperament, der ikke var egnet til en industriel udvikling som i England og Tyskland. Kunstindustrien var løsningen.
Det med folkekarakteren optog også en fransk anmelder. Han syntes, at den danske kunstindustri på udstillingen viste det lille lands karakter. Der var ingen højtflyvende fantasi og excentriske former. Karakteren var rolig, smilende og elskværdig – som landets beboere. Om beskrivelsen talte til indbyggernes fordel, kan vist diskuteres.
En misundelsesværdig eksportsucces
Schous vision om kunstindustrien som bærende kraft i dansk erhvervsliv blev ikke til virkelighed. Og selv om kunstindustrien fyldte hele hovedbygningen på udstillingen i 1888, var der også meget andet fra andre vigtige erhvervsgrene.
En af de ting bed en bonde fra Herning særligt mærke i. Det var udstillingens mejeri. Her drak han mælk og syntes, det var en fornøjelse at se, hvordan de kendte ting blev behandlet af nette, unge og ens klædte piger.
De kvindelige mejersker arbejdede mellem smørkerner og topmoderne centrifuger, og et af målene med mejeriet var at gøre opmærksom på smørproduktionen som en af landets vigtigste erhvervsgrene.
Af den samlede danske eksport udgjorde smøreksporten hele 23 procent i 1880’erne. Det tal steg til imponerende 41 procent i 1890’erne. Til sammenligning udgjorde industrivarer kun 6 procent.
Landbrugsland eller industriland?
De tal tyder på, at Danmark fortsat bare var et landbrugsland, men så enkelt er det ikke helt. Smørproduktionen var afhængig af moderne maskiner, der blev produceret på de mange nye maskinfabrikker. På samme måde var den begyndende baconeksport afhængig af moderne slagterier. Og industrielt fremstillet kunstgødning kom til at få stor betydning. I praksis kom industrien og landbruget til at fungere i tæt samspil.
\ Kom til foredrag
Folkeuniversitet afholder en foredragsrække med udgangspunkt i 100 danmarkshistorier i foråret 2018.
Louise Karlskov Skyggebjerg holder sit foredrag om industri i henholdsvis Aarhus den 17. april og i Emdrup den 23. april.
I 1912 holdt formanden for Industrirådet, Alexander Foss, en berømt tale med titlen ‘Danmark som industriland’.
Han så tilbage på sin skoletid og sagde, at dengang havde han lært, at »Danmark var et agerdyrkende Land, som i Hovedsagen var fri for Industri og for de mange sociale Ulykker, som denne medførte i de store Industrilande. Og vi lærte endvidere, at en agerdyrkende Befolkning er bedre og lykkeligere stillet end en industridrivende Befolkning.«
\ Læs mere
Det var Foss ikke enig i. Han gjorde op med forestillingen om, at Danmark ikke var egnet som industriland, og argumenterede for industriens betydning. Industrien ville blive Danmarks dominerende erhverv, mente Foss, og han pegede blandt andet på den voksende industrialisering inden for landbruget.
På det tidspunkt var nærings- og nydelsesmiddelindustrien langt den største industri i Danmark. Til gengæld var kunstindustrien ikke noget, Foss mente, man skulle satse på.
Landmanden og politikeren Ole Christian Saxtorph Sonne svarede i 1913 på Foss’ tale med foredraget ‘Danmark som landbrugsland’. Han troede ikke på, at landbruget ville blive yderligere industrialiseret. Alligevel mente han, at man ikke skulle vælge mellem at kalde Danmark et industriland eller et landbrugsland. Der var tale om et både-og.
Mister vi arbejdet?
Efter 2. verdenskrig var det blevet moderne at snakke om Danmark som et industriland, og i 1960’erne kom eksporten af industrivarer over 50 procent af den danske eksport. Det varede dog kun kort, før man i stedet begyndte at tale om det postindustrielle samfund. Det udtryk fik internationalt sit gennembrud med den amerikanske sociolog Daniel Bells bog fra 1973: ‘The Coming of Post-Industrial Society’.
Begrebet nåede hurtigt den danske debat, og i 1974 blev der holdt en konference med titlen ‘Fremtiden er nærmere, end vi tror’. Her diskuterede man, hvad danske lønmodtagere skulle lave, når nu det postindustrielle samfund præget af servicefag, uddannelse og ikke mindst øget fritid var lige om hjørnet.
En ung journalist, Uffe Ellemann-Jensen, spurgte formanden for LO, hvad der skulle ske med de danske lønmodtagere, når arbejdet nu så ud til at forsvinde. Ville deres rolle ikke snarere blive at forbruge? Svaret fra Knud Christensen lød kort: »Vores rolle i fremtiden bliver vel at nyde tilværelsen i stedet for at gå som slaver i virksomheden.«
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Bekymringen for, hvad folk skal lave, når maskiner overtager arbejdet, var dengang lige så aktuel som i dag, hvor den samme diskussion genfindes. Nu bare med robotter i rollen som skurke eller frelsere.
Dengang var diskussionen bare heller ikke ny. Den fandtes allerede, da København lagde jord til den store industriudstilling. I 1876 skrev dansk industris første kronikør, Camillus Nyrop, at indførelsen af nye maskiner kunne berøve en del arbejdere deres arbejde. Indtil videre har det dog ikke ført til massiv lediggang. Efterhånden som bødkere, skomagere og telefondamer er forsvundet, er nye fag og opgaver kommet til.
