Brug rotoren til bevægelser på pegefeltet med VoiceOver på Mac
Hvis du bruger bevægelser på pegefeltet til at styre VoiceOver, kan du navigere vha. bevægelsesrotoren. Bevægelsesrotoren fungerer som en virtuel drejeskive, som du drejer for at ændre den måde, du navigerer på, afhængigt af den aktuelle sammenhæng.
Når du gennemser websider, ændres indstillingerne i bevægelsesrotoren på basis af de emner, du vælger i vinduet Webrotor i kategorien Web i VoiceOver-værktøj. Som standard inkluderer de Links, Overskrifter, Formularværktøjer, Tabeller, Landmærker og Rammer.
I andre sammenhænge kan bevægelsesrotoren indeholde indstillinger som Tegn, Ord, Vinduespunkter, Indholdsvælger og Navigation.
Roter med to fingre et vilkårligt sted på pegefeltet, indtil du hører den indstilling, du vil bruge, f.eks. Ord.
Når du “drejer” rotoren, læser VoiceOver alle indstillingerne op og afspiller en kliklyd. Hvis du går glip af en indstilling, skal du blive ved med at dreje rotoren, indtil du hører indstillingen igen.
Svirp op eller ned for at navigere til den forrige eller næste forekomst af et emne, afhængigt af den aktuelle indstilling.
Hvis den aktuelle indstilling f.eks. er Ord, flyttes VoiceOver-markøren til det næste ord, når du svirper nedad. Bliv ved med at svirpe ned for at gå frem ord for ord. Hvis du svirper opad gentagne gange, flytter VoiceOver-markøren baglæns ord for ord.
Indstillingen Navigation læser teksten op linje for linje:
I et tekstområde begynder VoiceOver at læse den første linje op fra det sted, hvor markøren var placeret, da du svirpede op eller ned, og de følgende linjer læses op i deres helhed.
I et vindue eller en dialog læser VoiceOver måske ikke alle emnerne på en linje op. Det afhænger af, hvordan emnerne er organiseret. Du skal måske svirpe til venstre eller højre og derefter op eller ned igen for at høre andre emner.
Din webnavigationsmetode har betydning for, hvordan du navigerer på websider vha. bevægelsesrotoren. I DOM-funktion flytter du til den forrige eller næste forekomst af det emne, der passer til den aktuelle rotorindstilling, ved at svirpe opad eller nedad. Hvis rotoren f.eks. er indstillet til Overskrifter, flytter du til den forrige eller næste overskrift, når du svirper opad eller nedad. Hvis du nemt vil kunne skifte funktioner efter behov, kan du tildele kommandoen “Slå DOM- eller gruppe-webnavigation til/fra” til en bevægelse på pegefeltet. Se Tilpas tastkommandoer og bevægelser på pegefelt til VoiceOver.
Hent denne vejledning i format forberedt til punktskrift: BRF (Engelsk)