Åbn et regneark i Numbers på Mac
Du kan åbne regneark, der er gemt på Mac, i iCloud Drive, på tilsluttede servere og hos tredjepartsudbydere af lagringsløsninger. Hvis du ikke kan åbne et Numbers-regneark, skal du sikre dig, at du har den nyeste version af Numbers fra Mac App Store. Hvis et regneark er utydeligt og ikke kan vælges, betyder det, at regnearket ikke kan åbnes af Numbers.
Du kan åbne Microsoft Excel-regneark (arkiver med arkivendelsen .xls eller .xlsx), tekstarkiver med skilletegn eller tekstarkiver med fast bredde i Numbers og foretage ændringer af dem. Se Importer et Excel- eller tekstarkiv i Numbers på Mac.
Åbn et eksisterende regneark i Numbers
Gør et af følgende:
Åbn et regneark på Mac: Du kan åbne et Numbers-regneark ved at dobbeltklikke på regnearkets navn eller miniature eller trække det til symbolet for Numbers i Dock eller mappen Apps. Du kan åbne et Excel-regneark ved at trække det til symbolet for Numbers (ved dobbeltklik på arkivet åbnes Excel, hvis appen er installeret).
Åbn et regneark, du har arbejdet med for nylig: Vælg Arkiv > Åbn seneste (på Arkivmenuen øverst på skærmen) i Numbers. Numbers viser op til de sidste ti regneark, du har åbnet. Vælg et for at åbne det.
Åbn et regneark, der er gemt et andet sted end på Mac (f.eks. iCloud Drive): Vælg Arkiv > Åbn (på Arkivmenuen øverst på skærmen) i Numbers. Klik på en placering i indholdsoversigten til venstre i dialogen, eller klik på lokalmenuen øverst i dialogen, og vælg derefter den placering, hvor regnearket er gemt. Dobbeltklik på regnearket for at åbne det.
Når du åbner et regneark, der bruger skrifter, som ikke er installeret på computeren, vises en notifikation om manglende skrifter kortvarigt øverst i regnearket. Du kan se, hvilke skrifter der mangler, og vælge erstatninger ved at klikke på notifikationen eller (hvis notifikationen ikke længere vises) vælge Format > Skrift > Erstat skrifter. Du kan få flere oplysninger i Erstat skrifter.
Du kan bruge Skriftbog, der ligger i mappen Apps på din Mac, til at installere skrifter, du køber eller henter. Se instruktionerne i Brugerhåndbog til Skriftbog.
Åbn regneark på faner
Flere Numbers-regneark kan være åbne på samme tid. Når du arbejder med flere regneark, er det praktisk at åbne dem på faner i stedet for i hvert sit vindue. På den måde kan du skifte mellem dem ved at klikke på fanerne på fanelinjen.
Vælg Apple > Systemindstillinger på din Mac, og klik derefter på Skrivebord & Dock i indholdsoversigten. (Du skal måske rulle nedad).
Gå til Vinduer, klik på lokalmenuen ved siden af “Foretræk faner ved åbning af dokumenter”, og vælg Altid eller På fuld skærm.
Denne indstilling gælder ikke kun for Numbers, men også for dokumenter i andre apps, f.eks. TextEdit, Pages og Keynote.
Bemærk: Hvis du allerede har flere åbne regneark i separate vinduer, og du vil flette dem sammen i et enkelt vindue med faner, skal du vælge Vindue > Flet alle vinduer.
Luk et regneark
Luk et regneark uden at lukke Numbers: Klik på den røde knap i det øverste venstre hjørne i Numbers-vinduet, eller tryk på Kommando-W.
Luk regnearket, og slut Numbers: Vælg Numbers > Slut Numbers (på Numbers-menuen øverst på skærmen). Alle dine ændringer gemmes.
Nogle skabeloner hentes først til din computer, når du vælger dem eller åbner et regneark, der bruger en skabelon. Hvis enhedens forbindelse er langsom, eller den ikke har forbindelse, når det sker, vises billeder i regnearket måske med en lavere opløsning, indtil skabelonen er blevet hentet, eller enheden har forbindelse igen.