Vigtige oplysninger om håndtering af din Mac
Driftsomgivelser. Brug af iMac uden for disse temperaturudsnit kan have indflydelse på ydeevnen:
Driftstemperatur: 10° til 35° C
Opbevaringstemperatur: -40° til 47° C
Driftshøjde: Testet op til 5.000 m
Brug ikke iMac i områder, hvor der er store mængder støv i luften pga. cigaretrøg, cigarrøg, askebægre, brændeovne eller pejse eller i nærheden af ultrasoniske luftfugtere, der bruger ufiltreret vand fra hanen. Meget små luftbårne partikler, der stammer fra rygning, madlavning, afbrænding eller brug af en ultrasonisk luftfugter med ufiltreret vand kan i sjældne tilfælde komme ind i ventilationshullerne på iMac og under særlige omstændigheder danne et mat lag på indersiden af den glasplade, der dækker iMac-skærmen.
Transport af iMac. Før du løfter eller flytter iMac, skal du lukke den ned og afmontere alle kabler og ledninger. Hvis du vil løfte iMac, skal du holde i siderne af den.
Brug af stik og porte. Tving aldrig et stik ind i en port. Før du sætter netledningen ind i porten til strømforsyning, skal du sørge for, at der ikke er snavs i porten. Når du slutter en enhed til en port, skal du sikre dig, at der ikke er noget snavs i porten, at stikket passer til porten, og at du holder stikket korrekt i forhold til porten.
Vigtigt: Brug kun de originale kabler, der fulgte med computeren eller tilbehøret, eller kabler, du har købt i en Apple-butik eller online på apple.com.
Opbevaring af iMac. Hvis du skal opbevare iMac i længere tid, skal du anbringe den et køligt sted (bedst ved 22° C).
Rengøring af iMac. Når du vil rengøre iMac og dens komponenter på ydersiden, skal du først lukke iMac ned og derefter afmontere alle ledninger og kabler. Brug derefter en fugtig, ren, blød og fnugfri klud til at tørre iMac af udvendigt. Undgå, at der kommer væske ind i eventuelle åbninger. Undgå at sprøjte væske direkte på computeren. Brug ikke alkohol, spraydåser med drivmiddel, opløsningsmidler, slibemidler eller rengøringsmidler med brintoverilte, som kan beskadige kabinettet.
Rengøring af skærmen. Når du vil rengøre skærmen, skal du først lukke din iMac ned og derefter afmontere alle ledninger og kabler. Fugt en ren, blød og fnugfri klud med lidt vand, og tør skærmen af. Undgå at sprøjte væske direkte på skærmen.
Hvis skærmen på din iMac har standardglas, kan du rengøre den med den medfølgende pudseklud eller med en mikrofiberklud og vand.
Rengøring af Magic Keyboard eller Magic Mouse. Sluk enheden, og afmonter derefter et eventuelt kabel. Du rengør tastaturet eller musen udvendigt vha. en ren, blød og fnugfri klud, der er fugtet let med vand. Sørg for, at der ikke kommer væske ind i åbninger, og brug ikke aerosolspraydåser, opløsningsmidler eller slibemidler.