Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, mandag den 12. juni 2023

Lørdag den 24. juni kører Ribe Bybus for sidste gang, og årsagen er, at politikerne – som tidligere beskrevet i Ryk Ind Ribe – har vedtaget at nedlægge bybussen, da der kun var meget få passagerer med den. I stedet henvises passagererne til Flextrafik.

At det netop bliver lørdag den 24. juni, Ribe Bybus kører sin sidste tur, hænger sammen med, at søndag d. 25. juni er første dag med ændrede køreplaner for alle Sydtrafiks busser, der har tradition for at introducere nye køreplaner den sidste søndag i juni. I år sker der en del ændringer i Esbjerg Kommune, der på denne dato realiserer de planlagte besparelser.

I Ribe er det et farvel til bybussen, der erstattes helt af Flextrafik. Her bestiller passagererne selv deres rejse på det tidspunkt, de har brug for det, og Sydtrafik understreger, at Flextur og Plustur kan bestilles af alle.

Ribe bybus har længe kørt med et meget begrænset antal passagerer. På den travleste tur om morgenen i Ribe kan tallet snige sig op på 7,7 passagerer i gennemsnit pr. tur, mens det resten af dagen ligger mellem 0,8 og 4 passagerer. I weekenden falder det til under 1 passager pr tur i gennemsnit. Der laves ændringer på skolebus rute 416 for at samle de skoleelever op, der bruger bybussen lige nu.

– Det er altid ærgerligt, når den kollektive trafik må kapitulere på baggrund af meget lave passagertal. Jeg håber, at de tidligere bybuspassagerne tager Flextrafik til sig, og det kan også være, at nye passagerer kommer til, når de oplever fordelene ved Flextrafik-ordningen, siger formand for Plan & Byudviklingsudvalget, Henning Ravn (V).

I Esbjergs bybusser bliver den mest mærkbare ændring, at linjerne 11, 12 og 13 fremover ikke kører efter kl. 21.00. Der var i forvejen få passagerer på disse ture, hvor gennemsnittet pr. tur lå mellem 0,1 og 2,5 passagerer.

Regionale ændringer

Der sker også en række ændringer i de længere regionale ruter. På rute 129, der kører mellem Ribe og Aabenraa, bliver afgangene justeret for at passe bedre til toget i Ribe samtidigt med, at man i Aabenraa kan bruge 900X til at komme videre til Sønderborg.

På rute 135 mellem Ribe og Haderslev vil der være færre afgange, der kører hele vejen til Ribe. Der er ikke et stort nok passagergrundlag på strækningen mellem Gram og Ribe, så derfor vil 4 daglige afgange fra Haderslev ikke køre længere.

Mellem Vejen og Esbjerg skal rute 148 ikke længere køre i weekenderne på grund af en nedgang i passagertallene, men samtidigt bliver der weekendkørsel på rute 248, der kører mellem Esbjerg, Vejrup og Gørding.

Fakta

De nye køreplaner kan ses på www.sydtrafik.dk, eller du kan søge din rejse på www.rejseplanen.dk

Nogle busser kører efter specielle sommerkøreplaner i ugerne 26-31

Læs mere om Flextur på www.sydtrafik.dk/flextur