urbanisering

Urbanisering er den proces, hvorved en stigende andel af befolkningen bosætter sig i byer, se vandringer. En by adskiller sig fra andre former for bosættelse ved indbyggernes antal, beboelsestæthed og erhverv. I Danmark kaldes en bosættelse med over 200 indbyggere for en by; i de fleste af verdens lande kræves der et fire- eller femcifret indbyggertal, før en bosættelse kan defineres som en by. Fx i Indien skal en by have mindst 5000 indbyggere bosat med en tæthed på mindst 1000 personer/square mile (= 2,6 km²), og højst 25 % må være beskæftiget med landbrug.

Inden for samfundsvidenskaberne betegner urbanisering også den historiske proces, hvorved mennesker skifter fra spredt til samlet bosættelse, først i landsbyer, siden i byer. Forudsætningen for urbanisering er således overgangen fra jagt og fiskeri til agerbrug og kvægavl. Omvæltningen fandt sted i yngre stenalder og kaldes den neolitiske revolution. I den vestlige del af verden begyndte den i Lilleasien for hen ved 10.000 år siden, og den nåede Norden ca. 4000 år senere.

Den neolitiske revolution medførte, at folk blev bofaste, og at befolkningstætheden voksede, fordi et landområde nu kunne brødføde langt flere mennesker end før. Fast beboelse kan imidlertid tage flere forskellige former: Man kan bo spredt i gårde eller samlet i bosættelser, der alt efter deres størrelse og funktion kaldes landsbyer eller byer. Fast bosættelse i permanente landsbyer er uløseligt knyttet til den neolitiske revolution, og på langt sigt førte agerbruget og befolkningstilvæksten til bydannelse.

Udviklingen fra agerbrug til urbanisering kan spores i Kina, i Indien, i Nærorienten, i Afrika syd for Sahara, i Sydamerika og i Mellemamerika, og i alle seks tilfælde skete udviklingen formentlig autonomt uden påvirkning fra de andre områder. Urbaniseringen er en langtidskonsekvens af den agrare revolution, og vor kulturs ældste byer har netop ligget i Nærorienten, hvor agerbruget har sin rod: Det kendteste eksempel er Çatal Hüyük i Tyrkiet (fra ca. 6500 f.v.t.).

Skønt der findes eksempler på urbaniserede samfund uden statsstruktur og på stater uden byer, er urbanisering i langt de fleste samfund samtidig med og tæt knyttet til statsdannelse. Mens der ofte kan gå årtusinder, førend et agerbrugssamfund begynder på statsdannelse og urbanisering, vil der sjældent gå mere end et par århundreder mellem statsdannelse og bydannelse. Oftest forekommer de to fænomener samtidigt og utvivlsomt i vekselvirkning. Der gik næsten 5000 år fra bondestenalderens begyndelse, til Danmark i vikingetiden blev en stat, og byerne voksede op, først Hedeby og Ribe, siden Aalborg, Aarhus og Odense, hjulpet frem af den nye kongemagt.

Forskerne diskuterer fortsat, hvad en by er, og hvad der konstituerer forskellen mellem en by og en landsby; men stort set alle fokuserer på de kriterier, som den østrigske sociolog Max Weber allerede i 1921 opstillede i sin artikel "Die Stadt": En by er en samlet bosættelse, hvor husene ligger så tæt, at de ofte står mur ved mur, og hvor der bor så mange mennesker, at de ikke længere alle sammen kan kende hinanden på samme måde som i landsbysamfundet. I økonomisk henseende kendetegnes byen ved en arbejdsdeling, således at byboerne får dækket en betydelig del af deres daglige behov på byens marked. Med urbaniseringen forlader man subsistensøkonomien, hvor hver husstand selv producerer alt, hvad den har brug for. Det gælder også for de byer, hvor en del af indbyggerne er bønder, der hver morgen går ud af byen for at dyrke deres jord. Den tætte beboelsesform medfører, at man i langt højere grad end før må fastsætte og håndhæve regler for, hvordan folk omgås hinanden. Urbanisering medfører en øget socialisering, der udfælder sig i skabelsen af politiske institutioner.

Mens Max Weber beskrev urbaniseringen sociologisk, har arkæologen V. Gordon Childe i 1950 fremsat et udvidet sæt af i alt ti kriterier for, hvad en by er. Alle Webers centrale kriterier medtages, men Childe tilføjer flere, som især har haft arkæologisk betydning, heriblandt monumentalarkitektur, kunst og kendskabet til skrift. Alle nyere diskussioner af den historiske urbaniseringsproces bygger på Max Webers og Gordon Childes teorier.