Pattedyr, Mammalia, klasse af hvirveldyr med ca. 5400 nulevende arter i omkring 29 ordner. Størrelsen varierer fra få gram store spidsmus over den ca. 7 t tunge afrikanske elefant til alle tiders største dyr, blåhvalen, med en længde op til 33 m og en vægt på op mod 200 t.
Som navnet antyder, er det et karakteristisk træk, at nyfødte unger i kortere eller længere tid ernæres af mælk fra moderens mælkekirtler. Hos pungdyr og placentale pattedyr (pattedyr med moderkage) udmunder et antal mælkekirtler i et eller flere par pattevorter, mens de hos kloakdyrene udtømmes over et større område, hvorfra ungerne slikker mælken op. Den heraf affødte nære kontakt mellem ungen og moderen muliggør en indlæringsfase, hvor erfaringer kan overføres fra en generation til den næste. I sammenhæng med dette må det have været en fordel at udvikle de hjerneafsnit, hvor hukommelsen findes, og hvor den overordnede bearbejdning af modtagne sanseindtryk sker. Hos pattedyr er netop disse dele af forhjernen relativt store, hvortil kommer, at overfladen yderligere er øget ved indfoldninger. Pattedyr udviser da også en mere kompliceret adfærd end nogen anden dyregruppe og med stor individuel fleksibilitet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.