lingvistik

Blandt de temaer der har været på dagsordenen i hele sprogvidenskabernes historie, er forholdet mellem genstande i verden og sproglige tegn. Det diskuteres allerede af Platon og Aristoteles i 400-tallet og 300-tallet f.v.t., og især Aristoteles' almen-filosofiske tanker om forholdet mellem ord, tanke og ting fik varig betydning for tænkning om sprog. I 200-tallet f.v.t. opstillede stoikerne analyser af græsk, som lagde grunden til en egentlig grammatisk teoridannelse. Hovedtrækkene af klassisk grammatik med dens ordklasselære lå færdige i 100-tallet e.v.t. med Apollonios Dyskolos' beskrivelser af græsk, som ca. 500 blev overført til latin i en grammatik af Priscian, der fik status som kronen på værket i den klassiske grammatik. Tre sproglige discipliner, grammatik, logik og retorik udgjorde grundlaget for senantikkens dannelsesideal, se de frie kunster.

Uden for Europa udviklede især indiske grammatikere som Panini (300-tallet f.v.t.) meget indgående sprogbeskrivelser, som i mange henseender kan sammenlignes med moderne strukturalistiske beskrivelser.

I middelalderen var der en intens interesse for logik, grammatik og tekstfortolkning; en vigtig forløber er her Augustin. En højt udviklet teoridannelse var modismen, som ikke mindst danske lærde i Paris udformede i 1200-tallet. De beskrev sproget som en struktur der er ens for alle mennesker, selvom den kan manifestere sig forskelligt; valget mellem grammatisk forskellige udtryksmåder kunne forstås som forskellige måder (latin ’modi’, jf. betegnelsen ’modisme’) at anskue samme virkelighed på.

Indtil ca. 1300 samlede næsten alle studier sig om græsk og latin, men da folkesprogene i renæssancen blev skriftsprog, opstod der en interesse for sprogs oprindelse og geografiske spredning. Det skete først i det romanske Europa, hvor slægtskabet mellem latin og folkesprog var tydeligt. Det var dog først med den komparative lingvistik at denne interesse fik et videnskabeligt grundlag. Indtil da var sproghistorien domineret af jagten på mere eller mindre fantasifulde etymologier.

I 1600- og 1700-tallet vendte man tilbage til den klassiske og middelalderlige tradition for almen, filosofisk sprogvidenskab. Især franske filosoffer udgav flere afhandlinger der med titler som Grammaire générale et raisonnée eller ... philosophique indskrev sig i denne tradition. Også engelske og tyske filosoffer som John Locke og G.W. Leibniz beskæftigede sig indgående med sproget som kilde til erkendelse. Herudover blev 1600- og 1700-tallet præget af store leksikografiske værker som Det Franske Akademis ordbog og Samuel Johnsons engelske ordbog.

Ca. 1800 opstod den egentlige historiske sprogvidenskab, som beskriver lovmæssighederne for sprogforandring, med navne som Franz Bopp, Rasmus Rask og brødrene Grimm. Stødet til dette gennembrud var først og fremmest William Jones' (1746–1794) opdagelse af slægtskabet mellem sanskrit og de klassiske europæiske sprog, græsk og latin (1786). Omtrent samtidig lagde Wilhelm von Humboldt grunden til et typologisk studium af sprog.

I begyndelsen af 1900-tallet opstod der med F. de Saussure som nøgleskikkelse en moderne lingvistik som forenede de sproghistoriske og grammatiske traditioner, samtidig med at den markerede et brud med visse traditionelle antagelser om sprog.

Den antagelse som var afgørende for lanceringen af den moderne lingvistik, var tanken om at menneskesprog udgjorde et genstandsområde med sine egne love og væsenstræk, som ikke lod sig aflede af generelle træk ved verden i al almindelighed. Den moderne lingvistik var dermed i sit udgangspunkt strukturel, dvs. dens opmærksomhed var rettet imod beskrivelsen af hvordan sproglige størrelser hænger sammen med andre sproglige størrelser – snarere end imod spørgsmålet om hvordan sprog hænger sammen med resten af verden. Grundtræk af lingvistikken i 1900-tallet kan beskrives med udgangspunkt i nogle af Saussures såkaldte dikotomier, dvs. begrebspar som langue-parole, synkroni-diakroni, udtryk-indhold og syntagmatiske over for paradigmatiske relationer.

Langue-parole, dvs. sproget som system over for sproget i brug, har som synsvinkel været helt grundlæggende for den strukturelle lingvistik: En egentlig videnskab om sproget handler ifølge dette tankesæt om det abstrakte sprogsystem, der findes bag de ofte fragmentariske, modsigelsesfulde og mangelfulde data, som er det umiddelbart iagttagelige. En sprogteori er for denne betragtning således en teori om sproget som immanent (selvstændigt) system, snarere end en teori om sproget som en del af verden. Dette grundsynspunkt er blevet fremhævet bl.a. i den danske version af strukturalismen, glossematikken, og senere på en noget anderledes måde i den generative grammatik (se Chomsky), baseret på begrebsparret competence-performance. Senere lingvistiske skoler har dog i stigende grad anfægtet denne dikotomi-tænkning og i stedet taget udgangspunkt i sprogets funktioner og dets samfundsmæssige og kognitive forankring, jf. fx William Labov; George Lakoff; Ronald Langacker og M.A.K. Halliday.

Synkroni-diakroni udtrykker modsætningen mellem iagttagelsen af et fænomen på et givet tidspunkt og studiet af dets historiske udvikling. Mens Saussure selv så de to synsmåder som ligeberettigede, lagde strukturalismen hovedvægten på det synkrone, ahistoriske studium af sproget. Selvom den historiske lingvistik i de senere år igen har fået en central placering, var lingvistikken i det meste af 1900-tallet domineret af synkrone, teoretisk-deskriptive strømninger.

Udtryk-indhold. Sprog er tegnsystemer: Den sproglige størrelse, realiseret som lyd eller skrift, kan ses som udtrykssiden af et tegn (Saussure: signifiant), mens det betegnede (Saussure: signifié) udgør tegnets indholdsside. Denne opfattelse af tegnet kendes allerede fra Aristoteles og Augustin. For Saussure og siden især for Louis Hjelmslev er tegnopfattelsen helt central, og begge anser lingvistikken for en gren af en generel videnskab om tegnsystemer, semiotik eller semiologi.

Syntagmatiske over for paradigmatiske relationer. Relationerne mellem de størrelser, som sproget er bygget op af, kan anskues på to måder: som samarbejdende led i komplekse sproglige forløb, dvs. syntagmatisk, eller som alternative valgmuligheder i det sproglige system, paradigmatisk.

Indtil den generative grammatiks opståen dominerede det paradigmatiske synspunkt på grammatikken. Betegnelsen ’paradigmatisk’ er indført af Hjelmslev under inspiration fra en af de mest livskraftige dele af den klassiske grammatik, opstillingen af bøjningsmønstre (paradigmer = ’mønstereksempler’) for forskellige ordklasser med tilhørende regler for brugen af de forskellige former, fordelt efter grammatiske kategorier. Danske verber (udsagnsord) har fx kategorien tempus (tid) og skelner her mellem præsens (nutid), som i henter og præteritum (datid), som i hentede. Datid over for nutid udgør således paradigmatiske valgmuligheder, mens relationen mellem verbet hente og tempusformen (enten -r eller -ede) samt mellem verbet og andre sætningsled er et syntagmatisk samarbejde.

Den formelle tilgang er central for strukturalismen, hvor det er et uomgængeligt princip, at sprogvidenskaben må opstille deduktive hypoteser, der forklarer det observerbare som manifestationer af et bagvedliggende formelt system. Beskrivelsen af sprog må således bygge på hypoteser om et system af lovmæssigheder, som ikke kan ses umiddelbart. Det er denne koncentration om sprogsystemet, som karakteriserer den strukturalistiske lingvistik, og den når sine højdepunkter i den danske glossematik og senere i den amerikanske generative grammatik, med Noam Chomsky som central figur. Denne retning, som har haft en dominerende stilling især i amerikansk lingvistik, afviger fra den strukturelle tradition på to punkter: Dels ved at dens beskrivelsesapparat bygger på formel, matematisk inspireret modellering, og dels ved at den er knyttet til en hypotese om at centrale sproglige strukturer er medfødte dele af menneskets kognitive apparat. I kraft af disse træk indskriver den generative grammatik sig som del af kognitionsforskningens første generation. Den formelle tilgang til sproget har også manifesteret sig i en egentlig matematisk lingvistik og senere især i datalingvistik.

Overfor en tilgang baseret på sprogets indre struktur står det funktionelle synspunkt, at sprogets opbygning kun kan forstås i forbindelse med sprogets anvendelse i kommunikation. Set under denne synsvinkel betragtes sprog som et sæt af lovmæssigheder og afhængigheder der også omfatter selve sprogbrugen. I pragmatikken, der især belyser kommunikationssituationens betydning for afkodningen af meddelelser, inddrages således også ikke-sproglige faktorer. Tekstlingvistik kan ligeledes ses som en variant af den funktionelle lingvistik. Variationer i sprogbrugen studeres systematisk i social sammenhæng inden for sociolingvistik.

Den funktionelle lingvistik forbindes ofte med både historiske og typologiske studier. Den moderne historiske lingvistik bygger videre på 1800-tallets resultater inden for udforskningen af især de indoeuropæiske sprog, men udvider også perspektivet til andre sprog, hvor man gennem rekonstruktioner af tidligere sprogtrin forsøger at kortlægge sprogenes slægtskab, ofte i samarbejde med andre videnskaber som historie og arkæologi. Den typologiske lingvistik undersøger forskelle og fællestræk i sprog på tværs af deres genetiske slægtskab. Formålet er at nå frem til dels hvilke forskellige udtryksmuligheder menneskesprog kan have, dels hvilke almene lovmæssigheder der kan påvises. De to bestræbelser hænger sammen: de almene fællestræk (universalier) belyser samtidig, inden for hvilke rammer sprog adskiller sig fra hinanden. Den moderne typologi, som går tilbage til R. Jakobson og J. Greenberg, formuleres oftest i implikationer, dvs. udsagn om, at bestemte sproglige fænomener forudsætter andre. Et eksempel er opstillingen af hypoteser om sammenhæng mellem ledstilling og andre sproglige konstruktioner; SVO-sprog, dvs. sprog med ledstillingen subjekt-verbal-objekt, har således tendens til foranstilling af et styrende led, fx udtrykt ved præpositioner, mens SOV-sprog, der har rækkefølgen subjekt-objekt-verbal, har tendens til efterstilling, bl.a. i form af postpositioner. Således har fransk, som er et typisk SVO-sprog, præpositioner, mens tyrkisk, som er et typisk SOV-sprog, har postpositioner.

Den funktionelle tilgang har i de seneste tiår fået følgeskab af den kognitive tilgang til sprog (under inspiration af den fortsatte udvikling af en tværfaglig kognitionsforskning). Den kognitive lingvistik deler med den funktionelle lingvistik et ønske om at se sprog som en integreret del af større sammenhænge, men med særlig fokus på sammenhængen med den menneskelige psyke. Her ses sproget som en integreret del af menneskets kognitive formåen, og de sproglige fænomener anskues som kognitive strukturer. Et punkt hvor kognitiv lingvistik har opnået stor gennemslagskraft, er analysen af billedsprog, særlig metaforer, som eksempel på at strukturer i menneskets forestillingsverden ligger til grund for sproglige betydninger (der indtil da hovedsagelig var anskuet i relation til træk ved yderverdenen).

En særlig retning inden for kognitiv lingvistik er den såkaldte kognitive grammatik omkring R. Langacker, Forbindelsen mellem sprog og psyke studeres også i forskellige former for eksperimentel psykolingvistik. Funktionel og kognitive lingvistik sammenfattes undertiden med betegnelsen ’ususbaseret lingvistik’ (engelsk ’usage based linguistics’) for at understrege den fælles fokus på sprogets forankring i menneskelig praksis.

Sprogets udtryksside studeres i fonetik og fonologi. Den klassiske fonetik beskrev og noterede sproglydene med vekslende detaljeringsgrad. I nyere og moderne fonetik støttes lydbeskrivelsen af instrumentalfonetiske undersøgelser af lydenes artikulation og akustiske strukturer mv. Mens fonetikken således hele tiden har beskæftiget sig med sprogets fysiske fremtræden, substansen, opstod der i 1900-tallet et studium af formen, det bagvedliggende system, fonologien, som beskæftiger sig med de systematiske konstanter bag de ofte mangeartede og variable fonetiske data. Dette studium var allerede foregrebet af Panini. Grundlæggende for fonologien og for hele 1900-tallets lingvistik er begrebet fonem, som betegner de mindste betydningsadskillende enheder i et givet sprog: De fire vokaler [i], [e], [ɛ] og [a] er betydningsadskillende på dansk, som det fremgår af ordene vide, hvede, væde, vade. Om man udtaler vade med et mere eller mindre åbent [a], gør derimod ingen betydningsmæssig forskel.

Sprogets indholdsside beskrives i semantikken. Den klassiske semantik, repræsenteret ved M. Bréal, var oftest historisk, dvs. orienteret mod studiet af betydningsudvikling analogt med lydudvikling. Med strukturalismen blev indholdsanalysen gennemført ned til de mindste enheder; parallelt med fonem dannede man således begreber som sem eller semem for den mindste betydningsenhed, fx ordet 'mand', der kan opløses i semerne 'menneske + voksen + hankøn', hvor semet 'voksen' adskiller det fra 'dreng', mens semet 'hankøn' adskiller det fra 'kvinde'.

Mens semantikken tidligere især blev studeret af filosoffer og som selvstændig disciplin ikke havde nogen fremtrædende plads i 1940'ernes og 1950'ernes strukturalisme, har den i de senere år manifesteret sig centralt inden for lingvistikken. For semantikken har udviklingen væk fra en rent strukturel tilgang således skabt en meget stærk udvidelse af perspektivet, og ikke mindst den kognitive lingvistik har udviklet omfattende og detaljerede beskrivelser af sprogs udtrykspotentiale, med Len Talmy, Ronald W. Langacker og George Lakoff som hovedskikkelser.

Grammatik opfattes ofte som lingvistikkens kerneområde og omhandler regler for kombination af størrelser som selv er tegn. Traditionelt opdeles grammatik i to underafdelinger, alt efter om kombinationerne ligger inden for ordgrænsen (morfologi) eller det drejer sig om kombinationer af flere ord (syntaks).

Et grundlæggende begreb i den strukturalistiske lingvistik er morfemet, som betegner den mindste betydningsbærende størrelse. Eksempelvis består et ord som ænder af to morfemer, roden and og pluralismærket, der her består af endelsen -er og omlyd fra a til æ i roden. Udtrykket lader sig ikke altid analysere lige så simpelt som indholdet: Til den simple indholdsanalyse, 'and + flertal', svarer altså et komplekst udtryk, hvor pluralis udtrykkes både ved en endelse og ved vokalveksel. En stor del af den teoretiske diskussion inden for den strukturalistiske lingvistik, især den amerikanske, koncentrerede sig i 1940'erne og 1950'erne om løsningen af sådanne analytiske og deskriptive problemer.

Mens morfologien beskriver morfemkombinationer på ordniveau, hovedsagelig i et paradigmatisk perspektiv, beskriver syntaksen kombinationer af ord til større enheder som syntagmer og sætninger, altså syntagmatisk. Det er således syntaksens opgave at beskrive samspillet mellem de sproglige kategorier morfem, ord, syntagme og sætning i de kombinationsmønstre der tillades inden for de enkelte sprog. Det er først og fremmest med den generative grammatik (i 1960'erne) at syntaksen blev en lingvistisk kernedisciplin, således at lingvistik undertiden opfattes som næsten synonym med syntaks.

Pragmatik er en moderne udvidelse af lingvistikkens område, omhandlende grænseområdet mellem sprog og social praksis. Traditionelt opfattede man som nævnt sprogsystemet snarere end sproget i brug som lingvistikkens genstand, men da denne opfattelse kom under pres (omkring 1970), blev pragmatikken hjemsted for sproglige emner hvor sprogbrugen stod i centrum. Sproghandlinger og implikatur (begreber hentet fra sprogfilosofien) er centrale temaer, men som det fremgår af det centrale tidsskrift Journal of Pragmatics, er området ikke snævert afgrænset fra tilgrænsende emnefelter af mere sociologisk tilsnit.

Diskursanalyse er ligesom pragmatik en overskridelse i forhold til lingvistikkens traditionelle kerneområde. Dens afsæt er ønsket om at behandle problemstillinger der rækker ud over sætningsgrænsen. Diskursanalyse er en samlebetegnelse for en række ret forskellige analysemetoder, hvoraf nogle ikke klart hører hjemme under lingvistikken, og området kan derfor ikke siges at udgøre en velafgrænset underdisciplin inden for lingvistikken. Den mest indflydelsesrige form for diskursanalyse med rødder uden for lingvistikken er den analysepraksis der blev indført af den franske filosof Michel Foucault, hvor magtudøvelse er et centralt tema. De problemstillinger der behandles under overskriften diskursanalyse, overlapper med de områder der behandles under overskriften pragmatik.

Frem til den moderne lingvistik var sprogbeskrivelsen som nævnt ikke klart adskilt fra den generelle humanistiske tradition. I overensstemmelse hermed var antagelsen at sproglige data var tilgængelige for intuition, dvs. sprogbrugerens (herunder lingvistens) fornemmelse for hvad man kunne sige på et givet sprog – og denne intuition var beskrivelsens fundament. Tekstlige belæg, som var en del af beskrivelsen, havde en hovedsagelig illustrativ rolle.

Da den historiske lingvistik kom på dagsordenen, fik beskrivelse baseret på faktisk attesterede former i sagens natur en mere central rolle. Dette betød også at de historisk inspirerede grammatikker for moderne sprog lagde vægt på eksempler fra faktisk sprogbrug. Korpuslingvistik er betegnelsen for en beskrivelsespraksis, der systematisk baserer sig på fund i tekstsamlinger oprettet med det formål at være basis for lingvistisk beskrivelse; afhængig af beskrivelsens formål (fx historisk, stilistisk, sociolingvistisk) vil forskellige typer af korpusser være velegnede som grundlag. Strukturalismens vægt på formelle relationer betød imidlertid at lingvistens intuitioner bevarede en central rolle ved siden af den korpusbaserede beskrivelse.

Den amerikanske lingvistik havde som en central opgave beskrivelsen af indfødte amerikanske sprog, og en del lingvister havde baggrund i antropologi og etnografi (med Franz Boas som pioner). Her fik feltmetoder en væsentlig rolle, dvs. teknikker til at bruge svar fra en indfødt sprogbruger som redskab til at beskrive et sprog man ikke selv behersker.

Den generative grammatik brugte den såkaldte grammatikalitetstest som centralt beskrivelsesredskab. Målet var at opstille en model der genererede alle de mulige sætninger på et sprog – og ingen af de umulige (= ’ugrammatiske’). Hvis en given model tillod sætninger, der var ugrammatiske, var den derfor falsificeret. Denne metode var derfor afhængig af pålideligheden af intuitive bedømmelser af hvad ’man kunne sige’.

En af de vigtigste metoder i studiet af sprog er den komparative, dvs. sammenligningen af to eller flere sprog eller sprogtrin af samme sprog. Dette gælder ikke blot den historiske sprogvidenskab, hvor sammenligningen altid har været det grundlæggende, men også den synkrone lingvistik: Det typologiske studium bygger nødvendigvis på sammenligninger (se også sprogtypologi).

I mere pædagogisk orienteret sprogvidenskab taler man gerne om kontrastiv lingvistik, hvor man ved sprogindlæring lægger vægt på at klargøre de strukturelle forskelle og ligheder mellem målsproget og den lærendes eget sprog. En vigtig teoretisk overvejelse i komparativ og kontrastiv lingvistik er klargøringen af selve grundlaget for sammenligningen, den såkaldte tertium comparationis. Hvis man således vil studere et syntaktisk fænomen som verbers passiv i to sprog, må man først klargøre, hvad der tæller som passiv i disse sprog. Dette kan man kun gøre ved på forhånd at fastlægge præcise kriterier af indholdsmæssig eller strukturel art: Ved sammenligning med dansk vil man fx tage udgangspunkt i de to passiver, -s-passiv og blive-passiv, og kontrastere dem med passivkonstruktioner og eventuelt ækvivalente konstruktioner på andre sprog.

En vigtig udvikling i lingvistikken er den øgede vægt på empiriske metoder. Eksperimentelle metoder er især kendt fra psykolingvistikken, men har også vundet indpas i beskrivelser med fokus på selve sprogformerne, fx når man ønsker at undersøge hvilke regler der er 'produktive', dvs. dem som sprogbrugere spontant anvender på nye og ukendte former.

I den øgede vægt på empiri indgår også udviklinger i korpuslingvistikken. Korpuslingvistik har fået ny betydning, bl.a. på grund af de radikalt forbedrede muligheder for at behandle meget store datamængder i kraft af udviklingen i computerteknologi. Det betyder ikke at intuition er ude af billedet, da en sprogbeskrivelse nødvendigvis må være ufuldstændig uden bidrag fra folk der (intuitivt) forstår det beskrevne sprog.

Den øgede computerkraft i anvendelsen af korpusmateriale har også været afgørende for udviklingen i kunstig intelligens. De såkaldte 'store sprogmodeller' (engelsk 'large language models'), (se gpt) som kan give svar på brugerens spørgsmål i form af tekster der ikke kan skelnes klart fra tekster produceret af mennesker, er baseret på søgning og behandling af uhyre store datamængder.