klassisk vibriose

Vibrio er en slægt af bakterier i familien Vibrionaceae. Der er beskrevet over 100 arter i slægten, hvoraf omtrent 10 arter regnes for at være humanpatogene, dvs. at de kan give sygdom hos mennesker.

Vibriose er en fællesbetegnelse for infektioner hos fisk, som er forårsaget af bakterier af slægten Vibrio. Det kan fx være arter som Vibrio anguillarum, V. ordalii, V. salmonicida, V. vulnificus, V. harveyi, V. splendidus, V. tapetis og V. alginolyticus.

Under praktiske forhold er det imidlertid hensigtsmæssig at omtale to særskilte syndromer:

1. Klassiske vibriose, som forårsages af Vibrio (Listonella) anguillarum og Vibrio ordalii.

2. Koldtvandsvibriose, som forårsages af Vibrio (Aliivibrio) salmonicida.

I 1985 blev det foreslået at flytte Vibrio anguillarum og flere andre Vibrio-arter til en ny slægt, Listonella. Der er både fortalere for og modstandere af flytningen, og i dag benyttes både Vibrio anguillarum og Listonella anguillarum om den samme bakterie. I 2007 blev slægten Vibrio igen delt i to, hvilket betød, at en række Vibrio-arter blev overført til slægten Aliivibrio. I faglitteraturen benyttes derfor både Vibrio og Aliivibrio for visse bakterier. I det følgende angives de to slægter, Listonella og Aliivibrio, i parentes.

Arten Vibrio ordalii blev tidligere omtalt som Vibrio anguillarum biotype II. Den er genetisk meget nært beslægtet med Vibrio anguillarum, men dog fik sit eget navn i 1981. Den er beskrevet fra hele verden, bl.a. USA, Chile, Australien, New Zealand og Japan, og den er fundet i mange fiskearter.

Under laboratorieforhold har både Vibrio anguillarum og Vibrio ordalii en optimal vækst ved 15-37 °C. Det er markant forskelligt fra koldtvandsvibriose-bakterien, Vibrio (Aliivibrio) salmonicida, samt fra visse Vibrio-arter, som forårsager vintersår. De foretrækker alle betydeligt lavere temperaturer.

Vibriose regnes for at være en af de vigtigste fiskesygdomme hos opdrætsfisk og vilde marine fisk; den er muligvis også den mest omtalte fiskesygdom i faglitteraturen.

Den første beskrivelse af bakteriel fiskesygdom er fra 1718 og omhandler vibriose hos ål i Italien. Sygdommen blev længe kaldt rød pest pga. sygdomstegnene hos ål. Forskeren Canestrini fremdyrkede bakterien i 1893 fra ål og gav bakterien navnet Bacillus anguillarum. Efter fund hos ål på den svenske kyst gav den svenske forsker Bergman i 1909 den sygdomsfremkaldende bakterie navnet Vibrio anguillarum. Baggrunden var, at Bergman hos bakterien fandt klare ligheder med bakterien Vibrio cholerae, som forårsager kolera hos mennesker. Artsnavnet anguillarum knytter sig til det latinske navn for europæisk ål (Anguilla anguilla). Senere blev bakterien også beskrevet fra bl.a. torsk i Sverige (1912), som geddepest i Norge (1925) og som rødsyge hos ål i Danmark (1932) samt fra hos torsk, ål og pighvar i Sverige (1935). Bakterien er senere fundet i USA (1953), Japan (1967) og Canada (1970).

Vibrio-arter findes i det akvatiske miljø over hele verden, både i saltvand, brakvand og ferskvand. I akvakultur i fx Asien kan sygdom forårsaget af vibriose give store økonomiske tab i produktionen af både fisk, skaldyr og rejer. I fiskeproduktion i Danmark er vibriose også en af de vigtigste fiskesygdomme, især hos regnbueørred, som udgør 95 % af produktionen i dansk akvakultur.

Vibrio har lav artsspecifisitet og er beskrevet fra ca. 50 forskellige fiskearter. Under danske forhold forekommer vibriose hos bl.a. laks, ørred, torsk, aborre, fladfisk og ål.

Ved klassisk vibriose kan fiskene miste appetitten, få mørkfarvning, blive inaktive og få ukoordinerede svømmebevægelser, ligesom de kan få udstående øjne. Der kan forekomme blødninger ved finnebasis, i mundregionen, ved gattet, under hud og i øjnene. Gællerne bliver ofte blege pga. blodmangel ("anæmi"). Der kan ofte forekomme store, dybe sår, som i visse tilfælde kan penetrere huden og muskulaturen samt give hul til bughulen. Bugen er ofte udspilet med væskeansamling i bughulen samt ødemer i huden. Ved obduktion ser man ofte blødninger i alle indre organer, i fedtvævet og i muskulaturen. Blodfyldte bylder er observeret i huden hos atlantisk laks. Milten er opsvulmet, mørkfarvet og muligvis henflydende, ligesom der ses blødninger og væskeansamling i bagtarmen.

Sygdomsforløbet er akut/subakut, men kan også være mere kronisk.

Diagnosen stilles ud fra symptomerne samt ved bakteriedyrkning på bakteriemedier eller ved påvisning i histologiske vævssnit af hjerte, lever, nyre og milt. Desuden kan moderne laboratoriemetoder benyttes til at stille diagnosen.

Differentialdiagnoser, dvs. sygdomme, der udviser de samme symptomer som klassisk vibriose, kan være andre systemiske bakterieinfektioner, især koldtvandsvibriose og furunkulose.

Koldtvandsvibriose forekommer dog typisk ved lavere temperaturer, mens klassisk vibriose (og furunkulose) normalt optræder ved temperaturer over ca. 10 °C. Klassisk vibriose forekommer derfor i sommerhalvåret. Visse virusinfektioner kan også udvise de samme symptomer som klassisk vibriose.

Der er udviklet gode og effektive vacciner for en række infektionssygdomme til atlantisk laks, herunder for klassisk vibriose. Til regnbueørreder i Danmark benyttes ofte en kombinationsvaccine (stikvaccine) mod både vibriose og furunkulose, som er godkendt til atlantisk laks. I visse tilfælde reduceres vaccinens effekt, så der efterfølgende kan forekomme udbrud af vibriose. Forklaringen er muligvis, at vaccinen er baseret på Vibrio anguillarum-stammer fra udlandet eller fra andre værter end regnbueørred. På markedet findes også en ren vibriosevaccine for regnbueørred, som kan benyttes til enten yngel (badning i 30 sekunder) eller som injektion i bughulen for lidt større fisk.

Gode vacciner mod vibriose og andre infektionssygdomme er vigtige for at undgå sygdomsudbrud i akvakultur og dermed reducere brugen af antibiotika, minimere de økonomiske tab og forbedre fiskevelfærden.

• fiskesygdomme