islam

Islam opfatter ikke sig selv som en ny religion. Ifølge Koranen, islams hellige skrift, har den ene sande Gud, Allah, siden skabelsen ladet en række profeter eller budbringere modtage åbenbaringer, der skulle gøre det muligt for mennesket at indrette sig i overensstemmelse med de principper, som Gud har lagt fast for sin skabning. Islam betragter Abraham, Moses og Jesus som sådanne profeter, der til forskellig tid har meddelt mennesket, hvad der er Guds plan. De har alle i deres åbenbaringer fastholdt, at Gud og Gud alene er verdens skaber. Det er ham, der har skabt mennesket, som på ingen måder kan sammenlignes med Gud selv. I Koranens forestillinger er der en klar skillelinje mellem Gud og det skabte menneske. Gud er fuldkommen, og mennesket er ufuldkomment. Derfor har det brug for, at Gud lader det få kendskab til sin plan med skabningen.

Mekka var forud for Muhammed blevet et religiøst centrum for dele af Den Arabiske Halvø. Hvert år valfartede mange til byen for at deltage i religiøse fester for forskellige guder ved Kabaen. Muhammeds religiøse åbenbaring og krav om monoteisme var derfor også en potentiel økonomisk trussel for magthaverne i hans fødeby, fordi de årlige religiøse festligheder havde ført til en koncentration i Mekka af en stor del af handelen på Den Arabiske Halvø.

Muhammed døde i 632 og blev efterfulgt af kaliffen Abu Bakr som leder af ummaen. Betegnelsen kalif er hentet fra Koranen og betyder stedfortræder. Under Abu Bakrs efterfølger, Umar 1. ibn al-Khattab, indledte kalifatet et militært angreb på Det Byzantinske Rige og på Det Sasanidiske Rige. I løbet af få år lykkedes det muslimerne at sikre sig kontrol over det område, der i dag udgøres af Syrien, Libanon, Israel/Palæstina, Jordan og Irak. Herfra blev erobringen videreført, og snart var også Egypten og store dele af Iran lagt ind under kaliffens kontrol. Senere i 600-tallet fortsatte erobringen af resten af Nordafrika og endnu større dele af det centrale Asien. I 711 erobredes også det meste af Spanien, og senere blev Sicilien for en tid lagt ind under kaliffens kontrol.

Islam er som nævnt historisk knyttet til Den Arabiske Halvø. Det var her Muhammed modtog de åbenbaringer, der under den tredje kalif, Uthman ibn Affan, blev samlet af en redaktionskomité i islams hellige skrift, Koranen. Islam tolker Koranen som Guds tale, og derfor er det overalt i den islamiske verden almindeligt, at også muslimer, der ikke har arabisk som modersmål, tilegner sig et vist kendskab til arabisk og lærer i det mindste de dele af Koranen, der indgår i de daglige tidebønner. Det sker bl.a. i koranskoler. Muslimske teologer fastholder principielt, at Koranen som Guds tale er uoversættelig. I forlængelse af Koranens klare sondring mellem Skaber og skabning fastholdes det, at mennesket ganske enkelt ikke magter til fulde at forstå Guds tale, og derfor er det heller ikke muligt for noget menneske at oversætte Koranen til et andet sprog. Det har dog ikke forhindret, at Koranen gennem tiden er blevet oversat til et væld af forskellige sprog, også til dansk. Det er fortsat almindeligt også for ikke-arabiske muslimer at skrive lærde afhandlinger på arabisk.

Koranen er opdelt i 114 kapitler, suraer, der igen er opdelt i vers (aya, plur. ayat). Af de over 6000 vers i Koranen indeholder kun ca. 300 egentlige juridiske forskrifter med konkrete anvisninger på fx fordeling af arv eller regler for indgåelse af ægteskab. Men det forhold, at islam efter etableringen af den islamiske umma også fik betydning for den måde, muslimerne indrettede deres samfund på, fik til resultat, at islam blev af afgørende betydning for hele samfundets indretning. Det kom til at gælde både det umayyadiske kalifat med centrum i Damaskus (661-749/750), det abbasidiske kalifat med centrum i Baghdad (749/50-1258) og de mange lokale sultanater efter mongolernes erobring af Baghdad i 1258.

Muslimske lærde fastholder, at det principielt er muligt for dem at opstille regler for alle sider af tilværelsen. Tidligt begyndte muslimer derfor også at interessere sig for, hvorledes Muhammed havde handlet i konkrete situationer. Viden herom blev formidlet i traditioner, hadith; gennem dem kan eftertiden få viden om Muhammeds sædvane, hans sunna, der betragtes som normativt bindende for muslimer. Det skal i den forbindelse understreges, at personen Muhammed af muslimer betragtes som et menneske som alle andre. Han var ganske vist et menneske af en særlig støbning og derfor udvalgt af Gud til at modtage den endelige åbenbaring, men Muhammed er i islamisk teologi først og fremmest et menneske. Muslimer tror derfor ikke på Muhammed, men på Gud. Muhammed er for muslimer, som det udtrykkes i den islamiske trosbekendelse, "Guds sendebud".

Muslimernes daglige religionsudøvelse er knyttet til islams fem søjler: trosbekendelsen (shahada) de fem daglige tidebønner (salat), en religiøs afgift (zakat), faste i ramadanen og endelig pilgrimsfærden til Mekka, hajj. De religiøse pligter gælder for både mænd og kvinder, og afholdelse af bøn og gennemførelse af pilgrimsfærden forudsætter rituel renhed, tahara. Islam kender ikke til sakramenter og derfor heller ikke til præster. De religiøse pligter efterleves i det daglige liv som et anliggende direkte mellem den enkelte muslim og hans eller hendes Gud.

Den islamiske verden har siden sin opståen været præget af en levende debat om, hvorledes de guddommelige anvisninger skal omsættes til virkelighed, og islams historiske udvikling er præget af et stort antal reformbevægelser. I 1700- og 1800-tallet ønskede de at gøre op med vaner, som deres grundlæggere tolkede som uislamiske. Det gælder eksempelvis for Muhammad ibn Abd al-Wahhab (d. 1791) på Den Arabiske Halvø, Muhammad ibn Ali al-Sanusi (d. 1859) i Nordafrika og for Shah Wali Allah (d. 1762) i Indien.

Gennem 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet kom det meste af den islamiske verden under europæisk kontrol. De europæiske kolonimagter, Storbritannien, Frankrig, Holland, Italien og Rusland, sikrede sig direkte magt over hovedparten af den islamiske verden. Resultatet blev formuleringen af en moderne intellektuel islamisk reformisme, der søgte at skabe en syntese mellem islam på den ene side og vestlig tankegang på den anden. Muslimske intellektuelle som Jamal al-Din al-Afghani (d. 1897) og Muhammad Abduh (d. 1905) i det arabiske Mellemøsten og Sayyid Ahmad Khan (d. 1898) i Indien fastholdt, at der ingen modsætning var mellem islam og moderne videnskab.

Når den islamiske verden i 1800-tallet tabte terræn til Vesten, var problemet ikke islam, men den måde, som muslimer udlagde og praktiserede islam på. Den islamiske verdens kamp for politisk uafhængighed af de vestlige kolonimagter blev dog overvejende ført af sekulære politiske grupper, der var fortalere for en adskillelse af religion og politik.

Siden de sidste årtier af 1900-tallet har den islamiske verden igen været præget af en meget intens debat om islams betydning. Grupper og enkeltpersoner har argumenteret for, at den islamiske verden råder over sin egen unikke tradition og historie, der efter deres mening skal lægges til grund for et moderne samfund.

Der er derfor ikke tale om, at islams betydning for den kulturelle og politiske debat i sig selv er noget nyt, eller at den islamiske verden som helhed oplever en religiøs renæssance. En sådan betydning har ret beset altid været til stede og er gennem historien igen og igen blevet søgt fastholdt. Det nye i debatten siden 1970'erne er, at det islamiske standpunkt nu formuleres af personer, der er sekulært uddannet, og som derfor ikke har rod i den klassiske lærde muslimske tradition og dens mange lærdomscentre. Ideologiseringen af islam er ny og har ført til, at islam er blevet politiseret (se islamisme) — alt imens andre grupper og personer, fx de traditionelt uddannede retslærde, også for deres vedkommende forsøger at fortsætte debatten om, hvad islam er.

Islam, dvs. Koranen og de deraf afledte skrifter (fx hadith) samt de islamiske retsskoler, rummer kun rudimentære ideer og forskrifter om samfundets politiske indretning. Nutidige islamiske retninger bygger deres forestillinger om en folkelig deltagelse i magtudøvelsen på sådanne ideer som Allahs absolutte suverænitet, og eftersom ethvert menneske anses for at være Allahs stedfortræder, opbygger man på dette grundlag en slags utopisk-egalitær samfundsorden. Andre islamiske tænkere tolker begrebet shura, dvs. en slags rådsforsamling, som forløber for et islamisk funderet parlament (se islamisk stat).

Da den islamiske verden i 1800-tallet begyndte at interessere sig for Europa, dets kultur og samfund, begyndte den så småt også at indføre begreber og reformer efter europæisk forbillede. Tyrkiet (Osmannerriget) var først med en reform i 1808, der tildelte individet visse rettigheder over for sultanen; i 1876 trådte en forfatning kortvarigt i kraft, men blev effektivt modarbejdet af religiøse kræfter. I 1882 fik Egypten en forfatning, i 1906 Persien. I disse tilfælde gjaldt reformerne kun små eliter; først med den republikanske forfatning i Tyrkiet i 1924 blev hele nationen tilkendt suverænitet. I løbet af 1900-tallet fik de fleste stater med muslimsk dominans efterhånden forfatninger og politiske strukturer af vestlig karakter, omend det i mange tilfælde er mere af navn end af gavn; selv stater, der direkte kalder sig islamiske, som Pakistan og Iran, har indført parlament og forfatningsdomstol.

I den islamiske verden er det fortsat problemfyldt at skabe og videreudbygge livskraftige, resultatgivende politiske institutioner og processer med folkelig forankring. En blandt flere årsager hertil ligger gemt i den vidtstrakte korruption, som præger de fleste muslimsk prægede stater, og som hænger sammen med, at de fra gammel tid er præget af familie-, slægts- og stammefællesskaber. Sådanne grundlæggende fællesskabsformer er langt ældre end islam.

I den vestlige verden indebærer begrebet civilsamfund, at der dannes grupper og institutioner, som står uafhængigt i forhold til staten og i en vis forstand udgør en modvægt til denne. Set i forhold til det statslige magt- og kontrolapparat kunne de islamiske institutioner og grupperinger udefra tage sig ud som en form for civilsamfund. De er imidlertid forankret i en religion, som forholder sig autoritært og stationært i næsten alle samfundsmæssige sammenhænge; kun i meget begrænset omfang tillægges individet ret og fornuftsmæssig kapacitet til at udvikle og udtrykke kritiske holdninger til alle livets forhold. Muslimske samfund har, uanset om de er stamme-, klan- eller familiedominerede eller ej, endnu ikke udviklet et samfundskodeks, der støtter individet og dets selvstændighed.

De islamiske lande har fra de senere årtier af 1900-tallet skabt internationale organisationer med en betragtelig indflydelse; de rige olieresurser har i høj grad været medvirkende til denne proces. Den mest omfattende og tungtvejende af disse er uden tvivl OIC (Organization of Islamic Cooperation) med 57 medlemsstater (2016). OIC blev dannet i 1969, og også Tyrkiet er medlem.

I den ca. 1,6 mia. store muslimske verdensbefolkning – umma, dvs. fællesskab – er den arabiske del af helt afgørende betydning. Arabien er islams hjerte og hoved. Byerne Mekka og Medina indtager såvel tros- som følelsesmæssigt en central plads for enhver muslim, og al-Azhar moskéen og universitet i Cairo regnes stadig for den afgørende autoritet i tolkningen af Koran, sunna og hadith – også efter at den som bærer af sunnismens tradition siden 1979 og den iranske revolution har måttet se den shiitiske tradition styrket og mere handlekraftig.

For den vestlige verden, og særlig for det nærliggende Europa, er det af afgørende betydning, hvorledes den økonomiske, sociale og politiske udvikling former sig i den arabiske del med dens ca. 400 mio. store og hastigt voksende befolkning. Et afgørende spørgsmål er, i hvilken udstrækning dette område kan magte befolkningstilvæksten og ikke mindst tage hånd om ungdommen under 30 år (som ofte udgør 40 procent af befolkningen) og forberede den på en omverden, der er i fuld færd med at tildele viden og videnskab stadig mere afgørende betydning. Magter disse lande ikke det, vil det efter alle indikatorer at dømme lede til endnu alvorligere samfundsmæssige modsætninger.

Med den dybt rodfæstede rolle, som islam spiller, og hvor alle forsøg på at efterligne vestlige politiske ideer og styreformer endnu ikke har haft afgørende gennemslagskraft, afhænger meget af hvilken udformning af islam, der vil vinde overhånd: islamisme, reformisme eller modernisme. Tilstedeværelsen af en voksende muslimsk befolkningsgruppe i Europas lande understreger det store og endnu åbne spørgsmål om, i hvilken udstrækning den åndeligt-kulturelt vil følge i hjemlandenes fodspor eller udvikle sin egen Euro-islam. Nogle europæiske iagttagere udtrykker bekymring for, at store og velbeslåede islamiske organisationer som Det Muslimske Broderskab vil få en dominerende rolle som tilbagesøgende til islams rødder og herved bl.a. hæmme muslimernes integration i Europa. Broderskabets motto er: "Allah er vort mål. Profeten er vor leder. Koranen er vor lov, og Jihad er vor vej. At dø for Allah er vort højeste håb."

Den internationale bekymring for den arabiske udvikling kan bl.a. aflæses i Arab Human Development Reports, der er selvstændigt udarbejdet af arabiske forskere og specialister og udgivet under United Nations Human Development Programme (UNHDP). De har bl.a. handlet om nødvendigheden af at udvikle et arabisk videnssamfund samt nødvendigheden af at skabe et samfund præget af frihed og ikke mindst individuel frihed, uden hvilken det ikke vil være muligt at fremme kundskabsudviklingen og den enkeltes kreativitet. På begge punkter viser rapporterne, at den arabiske verden starter fra bunden. Forfatterne finder ikke, at den arabiske verden har et problem i islam i sig selv, men peger derimod på, at islam er en religion, der opmuntrer til at udvikle menneskets søgen efter viden og sandhed, ja, at islam var grundlaget for og den drivende intellektuelle kraft i den islamiske civilisations storhedstid fra ca. 900 til 1300, før en religiøs og åndelig modbevægelse satte ind og kvalte kreativiteten.

Rapporterne opstiller tre udviklingsmuligheder, mellem hvilke der kan og skal vælges: (1) Bevare status quo. Passivitet vil føre til voksende sociale konflikter af voldelig og væbnet art. Den udvikling vil i længden forværre udsigten til forbedringer for menneskers udvikling i den arabiske verden, frygter forfatterne. (2) Izdihar-alternativet, som forfatterne kalder den "ideelle vej". Izdihar er den arabiske betegnelse for en blomstrende udvikling, der, når den slår rod, skaber trivsel og bereder et solidt grundlag for frihed og god regeringsførelse. Hermed peger forfatterne på, at katastrofen kan undgås ved at sætte en reform i gang, som vha. fredelige forhandlinger kan føre til en omfordeling af magten i de arabiske lande i en overgangsfase og munde ud i regimer, hvor alles frihed beskyttes, hvor alle har reel mulighed for at få indflydelse på den politiske proces uanset politisk eller religiøst ståsted, og hvor landet styres vha. åbne og ansvarlige offentlige institutioner, herunder en uafhængig dommerstand. (3) Reform baseret på pres udefra – det "halvhjertede scenario", mener forfatterne. Ikke det mest ideelle, men efter deres mening dog en pragmatisk måde at fremme reform i de arabiske lande, for så vidt som der kan etableres et samarbejde mellem ligeværdige partnere og på baggrund af følgende kriterier: Processen skal ledes af arabere og være bygget på arabiske ønsker og ejerskab; leve op til internationale menneskerettighedsstandarder; inddrage alle sociale grupper og respektere de resultater, som frit vælges af borgerne.

Rapporternes forfattere omtaler den israelsk-palæstinensiske konflikt og den vestlige invasion i Irak som altødelæggende for reformer i regionen. Begge giver arabiske ledere en undskyldning for at udsætte demokratiseringsprocessen i deres egne lande under henvisning til truslen udefra. De tvinger arabiske reformkræfter til at fokusere på bekæmpelse af besættelserne, hvilket begrænser udsigten til fredelige reformer yderligere.

Spørgsmålet om menneskerettigheder frembyder et problem for de muslimske lande i forhold til den vestlige verden. I 1990 vedtog OIC på et topmøde i Cairo "Cairo Erklæringen om Menneskelige Rettigheder i Islam" (CDHRI). Den afviger i fundamentale henseender fra Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (1948) ved at fremholde, at den uforbeholdent kun anerkender de deri erklærede rettigheder, som er i overensstemmelse med sharia, dvs. islamisk lov. Grundproblemet ligger i, at mens Verdenserklæringen om Menneskerettigheder udspringer af en naturalistisk filosofi, og altså er en menneskelig konstruktion, så er islam en åbenbaret og evigt uforanderlig tro, som er Allahs domæne alene. CDHRI understreger som sit grundlag, at islam er "den sande religion", og umma beskrives som "det bedste samfund", og at den spiller "en civiliserende og historisk" rolle.

CDHRI er imidlertid blevet kritiseret for ikke at godkende og støtte mænds og kvinders ligestilling og for at bekræfte mandens forrang. Kvinden garanteres lige værdighed, men ikke lighed i andre henseender. Manden alene får ansvaret for at opretholde familiens forsorg. Den kritiseres for ikke at opretholde religionsfrihed, hvilket bl.a. ses af, at mens det forbydes at pålægge ægteskabsrestriktioner under henvisning til race, farve og nationalitet, så udelukkes bemærkelsesværdigt nok religion fra listen. Foruden at diskriminere mod kvinder er det også blevet påpeget, at erklæringen udøver utålelig diskriminering af ikke-muslimer. Det er i øvrigt interessant at konstatere, at mens henvisninger til sharia findes overalt i 1990-erklæringen, så glimrer de med deres fravær i en lignende erklæring fra 1980; det synes at afspejle en religiøs radikalisering på en bred islamisk front.

Den Europæisk-Arabiske Dialog (EAD) blev påbegyndt af Frankrig og Libyen. I 1973 mødtes den franske præsident Georges Pompidou med den vesttyske kansler Willy Brandt og bekræftede den europæiske hensigt om at gå i dialog med araberne. Der blev holdt en række møder mellem repræsentanter for det daværende EF og Den Arabiske Liga, og sidenhen er der blevet oprettet en række samarbejdsorganer mellem EU og de arabiske stater både på regerings- og parlamentarisk niveau, fx Parlamentary Association for Euro-Arab Cooperation. Set fra et islamisk perspektiv kan dette måske udlægges som, at Europa er flyttet fra at være dar al-harb, dvs. krigens verden, hvor krig mod de vantro er obligatorisk, til at være dar al-sulh, dvs. et område dækket af en fredstraktat. Der findes både vestlige og islamiske iagttagere, der opfatter Europa som en del af dar al-Islam, altså af den islamiske verden.

Islam er den næststørste religion i Danmark. Der er ingen officielle tal for antallet af muslimer i Danmark, da borgernes religiøse overbevisning — på linje med deres politiske tilhørsforhold — betragtes som del af privatsfæren og ikke må gøres til genstand for officiel registrering. Et præcist antal kan således ikke angives, men det er sandsynligt, at ca. 263.000 muslimer er bosat i Danmark (2015).

Det muslimske mindretal i Danmark tæller både sunni- og shia-muslimer; de fleste er sunni-muslimer. De shia-muslimske grupperinger har deres rødder i Pakistan, Libanon, Irak og Iran.

Islam blev en del af det danske samfund i kraft af de familiesammenføringer, der fra 1974 blev gennemført for de migrantarbejdere, der fra 1960'ernes slutning indfandt sig i landet for at søge arbejde. De kom i overvejende grad fra Jugoslavien, Tyrkiet, Marokko og Pakistan. Med familiesammenføringerne blev migranternes egne traditioner synlige, og islam derfor en del af Danmark.

Siden begyndelsen af 1980'erne er antallet af muslimer yderligere vokset støt, fordi en meget stor del af de flygtninge, der har søgt politisk asyl i Danmark, kommer fra dele af den islamiske verden, der er hærget af krig og undertrykkelse (Libanon, Irak, Afghanistan og Somalia). Endelig findes der et lille antal danske statsborgere, der er konverteret til islam.

De muslimske migrantarbejdere fulgte etniske og nationale linjer, da de efter familiesammenføring organiserede sig med egne moskéer, koranskoler, foreninger mv. Der findes mere end 100 lokale moskéer rundt om i landet (2016). De fleste er indrettet i lokaler, som islamiske foreninger enten har købt eller lejet til formålet, mens tre er opført som moskéer, alle i København:

Nusrat Djahan-moskéen i Hvidovre, tegnet af den danske ingeniør John Zachariasen og indviet i 1967 som den første moské i Skandinavien, er bygget for den danske menighed af ahmadiyya-muslimer; Hamad Bin Khalifa Civilisation Center i Rovsingsgade på Nørrebro, tegnet af den danske arkitekt Metin Aydin (f. 1972) fra Johannsen Arkitekter og åbnet i 2014, er opført for sunnimuslimer og bekostet af Hamad Bin Khalifa al-Thani (f. 1952), der var emir i Qatar 1995-2013; Imam Ali-moskéen på Vibevej på Nørrebro er tegnet af den iransk-danske arkitekt Bijan Eskandani for en shiamuslimsk menighed og blev indviet i 2015.

Migrantarbejdernes bestræbelser på at få etableret lokale moskéer, der kunne danne centrum for de enkelte grupperingers religiøse og kulturelle liv, fandt støtte hos flere institutioner i migranternes hjemlande, fx Direktoratet for Religiøse Anliggender i Tyrkiet, den private organisation Minhaj-ul-Quran i Pakistan eller Ministeriet for Religiøse Stiftelser og Islamiske Anliggender i Marokko i samarbejde med andre organisationer som fx Det Islamiske Kald i Libyen eller Den Muslimske Verdensliga i Saudi-Arabien.

De lokale moskéer bliver brugt, når der afholdes tidebønner, til ritualer i forbindelse med fastemåneden, og når den årlige ofring i forlængelse af pilgrimsfærden gennemføres. Ofte er moskéerne i Danmark tillige rammer om de koranskoler, som forældre har oprettet for at sikre, at deres børn får et forsvarligt kendskab til islam. Organiseringen efter nationale skillelinjer holdes i hævd af de forskellige flygtningegrupper.

Siden 1980'ernes slutning har en helt anden organisationsform kunnet spores blandt muslimer i Danmark, og en del tyder på, at den vil komme til at dominere i fremtiden. Unge muslimer født og opvokset i landet har etableret foreninger for gennem dem at kunne tilkæmpe sig en plads i det flerreligiøse og flerkulturelle samfund, som Danmark siden midten af 1970'erne gradvis har udviklet sig til at være.

Mens den islamfortolkning, der blev etableret af migrantarbejderne, overvejende var defensiv og ofte slet ikke henvendte sig til det omgivende samfund, gælder det for de nye foreninger, at de meget bevidst også henvender sig til det omgivende samfund med krav om ret til medbestemmelse af udviklingen af det Danmark, de som indfødte føler sig som naturlig del af. Deres engagement har presset de ældre nationale eller etniske foreninger til at blande sig i debatten, hvilket skal tages som udtryk for, at også de nu har erkendt, at de er blevet en permanent del af det danske samfund. Af samme grund har muslimske grupperinger siden 1990'erne arbejdet målrettet på at få skabt en muslimsk gravplads; hidtil har muslimer enten sendt deres afdøde tilbage til det land, hvorfra de kom, eller de er begravet i særlige afdelinger på danske kirkegårde.

Synliggørelsen af islam i Danmark har givet anledning til voldsom debat, fordi det omgivende samfund betragter dele af den islamiske tradition som værende i strid med alment accepterede principper som kønnenes ligestilling, unges ret til selvbestemmelse og individets ret til selvudfoldelse. Den islamfortolkning, som muslimer i såvel Danmark som resten af Europa er i færd med at udvikle, antyder dog, at der ikke nødvendigvis er nogen modsætning mellem islam og moderne vestlig levevis.

Islams synliggørelse har sat sig mange forskellige spor i Danmark. Der er etableret private muslimske grundskoler, der er dannet muslimske sportsklubber, der er åbnet butikker med speciale i salg af kød fra dyr slagtet i overensstemmelse med islamiske forskrifter (se halal), og der er etableret rejsebureauer med speciale i rejser til muslimske helligsteder. Forsøg på i fællesskab at få opført en stor moské er i flere omgange strandet på uenighed mellem de muslimske grupperinger indbyrdes.

Det muslimske mindretal i Danmark er opdelt efter forskellige teologiske og juridiske anskuelser og efter talrige nationale og etniske grupperinger. Islam i Danmark har derfor aldrig udgjort og vil næppe heller i fremtiden udgøre en homogen gruppe. Muslimer vil som resten af befolkningen i Danmark forholde sig indbyrdes forskelligt til de mange udfordringer, som alle mennesker, der har bopæl i landet, vil blive stillet overfor i fremtiden.

• kvinder i islam
• arabisk filosofi
• fundamentalisme
• islamisk stat