folkevandringer

Vandringerne i Europa under den såkaldte folkevandringstid har ligeledes haft stor betydning for udviklingen af de første spirer til en national selvforståelse fra og med renæssancen. Fortidens vandringer er centrale temaer både for de indvandrede gruppers stolthed over deres bedrifter som erobrere og for underlagte eller fordrevne gruppers sammenhold som ofre over for fremmede undertrykkere.

Skellet mellem oprindelige befolkningsgrupper og udefrakommende indvandrere har på forskellig måde været af central betydning i mange kulturer. I mange tilfælde nød tilflytterne en særlig prestige som religiøs og politisk elite, mens de andre steder måtte indordne sig og tjene lokale magthavere.

Den europæiske udvandring og bosættelse i 'den nye verden' og i andre kolonier uden for Europa indebar en afgørende ændring af befolkningens globale sammensætning, ikke mindst pga. de medbragte smitsomme sygdomme og deraf følgende massedød hos de oprindelige befolkninger, ligesom den transatlantiske slavehandel medførte transkontinentale vandringer af hidtil uset omfang og rækkevidde.

1800-tallets europæiske imperialisme kom til udtryk i en vedvarende europæisk udvandring til kolonierne samt, især som følge af industrialiseringen, en omfattende intern vandring fra land til by. Den europæiske ekspansion førte endvidere til fremkomsten af en række videnskabelige bestræbelser på at legitimere og forstå vandringernes historiske funktion og betydning.

Tidens evolutionistiske og socialdarwinistiske teorier søgte at forklare de demografiske ændringer ud fra antagelser om forskellige racers og folkeslags iboende kendetegn og egenskaber. Sprogforskere, arkæologer, historikere og antropologer forsøgte at skildre menneskehedens udvikling som en proces, hvor mere livsduelige racer, folk, sprog, kulturer og kulturelementer uafladeligt afløser, fortrænger og udsletter mindreværdige og mere tilbagestående former.

Også 1900-tallet har været præget af omfattende vandringer, i Europa ikke mindst forårsaget af de to verdenskrige og deres følgevirkninger. Allerede 1800-tallets bestræbelser på at gøre nationalstaternes befolkninger mere homogene havde medført en del vandringer, men 1. og især 2. Verdenskrig førte til flygtningestrømme, tvangsfordrivelser af store mindretalsgrupper og en omfordeling af befolkningerne af langt større omfang og rækkevidde.

Efterkrigstidens Europa er først og fremmest præget af vedvarende indvandring til byerne samt en forholdsvis beskeden ind- og udvandring fra og til de fleste europæiske lande og til oversøiske områder.

Indvandringen fra tidligere kolonier samt den konjunkturbetingede import af arbejdskraft fra økonomisk mere tilbagestående områder i og uden for Europa i 1960'erne og endelig det stigende antal politisk forfulgte eller katastroferamte flygtninge og asylsøgere førte i de sidste årtier af 1900-tallet til ofte heftige politiske kontroverser om integrationen af indvandrere i de forskellige europæiske lande.

Naturkatastrofer, krige, politisk forfølgelse og økonomisk og social nød vil givetvis blive ved med at få folk til at udvandre. Dengang det først og fremmest var europæerne, der udvandrede for at gøre sig til herre over resten af verden, blev vandringer i almindelighed betragtet som et centralt aspekt ved menneskehedens historie.

Nu, hvor det først og fremmest synes at være folk fra andre verdensdele, der vandrer, stiller sagen sig lidt anderledes, og indvandring betragtes i Vesten med skepsis. I en moderne, demokratisk nationalstat kan indvandrere ikke længere opnå den prestige, der i så mange ældgamle myter gjorde dem til vejledere, herskere og frelsere for de indfødte.

De nationale vandringer omfatter i Danmark omkring årtusindskiftet langt flere personer end dem, der indvandrer til og udvandrer fra Danmark. Mens de årlige ind- og udvandringstal normalt ikke overstiger 50.000, sker der næsten 0,8 mio. bopælsskift i Danmark. Det skyldes bl.a., at nationale vandringer ikke hæmmes af sprogvanskeligheder, ligesom man heller ikke møder nye kulturelle og sociale problemer på samme måde som ved udvandring til fremmede lande.

Endvidere er den danske befolknings uddannelsesmæssige kvalifikationer ret ensartede; endelig er begrænsede afstande og et bedre kendskab til forholdene i ens eget land en kendsgerning, ligesom nationale vandringer sjældent mødes med restriktioner.

Gennem de sidste 100-150 år har det mest iøjnefaldende træk ved de nationale vandringer i alle lande været den stærke og vedholdende strøm, der er gået fra land til by. Vandring fra land til by bevirker, at bybefolkningen på trods af en lavere fertilitet end i landbefolkningen kommer til at udgøre en stigende andel af hele befolkningen, således at der i hele verden bliver en højere og højere grad af urbanisering.

I 1801 boede fx kun 20 procent af den danske befolkning i byerne, og bortset fra Københavns 100.000 indbyggere havde ingen byer over 6000 indbyggere. I 2000 boede over halvdelen af Danmarks befolkning i byer med over 10.000 indbyggere.

• Danmarks befolkning
• flygtning
• indvandrere
• nomadisme
• indvandring til Danmark 1500-1950
• folkevandringstiden
• migration i forhistorien