Svend Estridsen

I sin ungdom optrådte Svend som vikingehøvding, og omkring 1040 hærgede han området ved Elb-Weser-mundingen. I 1042 ledede han et togt mod Norge for kong Knud Hardeknud, men blev her besejret af Magnus den Gode.

Magnus den Gode efterfulgte i 1042 Knud Hardeknud som dansk konge efter dennes død. I første omgang svor Svend Magnus troskab og kæmpede med ham mod venderne ved Lyrskov Hede i 1043. Siden valgte Svend dog selv at tage kongenavn, og det kom til adskillige slag imellem de to, som Svend dog alle tabte, hvorfor han i flere omgange måtte flygte til Sverige. Det lykkedes dog til sidst for Svend at sætte sig fast i Skåne, og efter Magnus' død i 1047 blev han valgt til dansk enekonge.

Magnus den Godes farbror Harald 3. Hårderåde, der efterfulgte ham som konge af Norge, ville dog ikke give afkald på magten over Danmark, og i årevis hærgede Harald de danske kyster. Således blev Hedeby og Århus blandt andet brændt af, ligesom det kom til flere slag mellem Svend og Harald.

Harald kunne dog ikke vinde permanent fodfæste i Danmark, og efter et slag i 1062 ved Nisåens munding i Halland opgav han og indgik forlig med Svend, hvorefter hver beholdt sit rige.

Svend Estridsen førte et aktivt samarbejde med kirken, selvom hans ægteskab med hans slægtning Gunhild næsten havde ført til en konflikt med ærkebispen af Hamborg-Bremen, da denne krævede, at Svend skulle lade sig skille. Svend havde siden flere hustruer og friller, med hvem han fik et stort antal børn.

For at sikre arvefølgen søgte Sven kirkelig legitimation og han sendte den ældste af sine sønner til Rom for at paven kunne salve ham til konge. Sønnen døde dog undervejs, og i stedet fulgte sønnerne Harald Hen, Knud den Hellige, Oluf Hunger, Erik Ejegod og Niels hinanden på tronen efter valg ved stormændene.

Det var under Svend, at Danmark blev inddelt i otte bispesæder (Lund, Roskilde, Ribe, Viborg, Odense, Vestervig, Slesvig og Aarhus), idet Ribe opdeltes i fire, Odense genopstod, og Skåne udskiltes fra Roskilde med Lund, og disse otte bestod middelalderen ud. Svend donerede store godsgaver til de nye bispesæder og gav dem hermed det fornødne økonomiske grundlag. Især Roskilde nød godt af den kongelige bevågenhed, og Svend havde et tæt samarbejde med Roskildebispen Vilhelm.

Det var også i Svends regeringstid, at der blev bygget et stort antal kirker i landet. Det var simple trækirker, som i løbet af 1100-tallet blev erstattet af stenkirker.

Sven arbejdede endvidere for at skabe en uafhængig dansk kirke med direkte forbindelser til Rom. Den nordiske kirke hørte under ærkestiftet Hamburg-Bremen, men Svend forhandlede i flere omgange med paven om at gøre Norden til et selvstændigt ærkestift med sæde i Danmark. Disse bestræbelser lykkedes dog ikke førend under Erik Ejegod.

Svend Estridsen var meget optaget af at cementere sit herredømme, da han kun gennem sin mor var i familie med den danske kongeslægt. Udover at få sin ældste søn kronet af paven, forsøgte han også at få sin oldefar Harald Blåtand ophøjet til helgen. Om det verdslige styre ved vi ikke meget, men Svend forsøgte at gennemføre en reform af møntvæsenet, men et monopolmøntsystem er antagelig ikke blevet gennemført fuldt ud. Hans mønter er påvirket fra mange sider; foruden den tidligere dominerende angelsaksiske ses byzantinsk indflydelse. Mange af hans mønter udtrykker kristen ideologi.

Svend havde flere gange kontakt til den tyske kejsermagt, og i 1049 støttede han kejser Henrik 3. militært i Flandern. I 1057 bekæmpede han sammen med svigersønnen, venderfyrsten Gotskalk, andre venderstammer. Forbindelserne til kejserriget og venderne er sandsynligvis blevet indgået pga. Svends behov for allierede mod Harald Hårderåde.

På sine ældre dage søgte Svend på ny at hævde det tidligere danske herredømme over England, men to togter i henholdsvis 1069 og 1074/75 slog fejl, og Svend måtte opgive sine planer om at genforene Danmark og England under sit herredømme.

På grund af Adam af Bremens beretning har vi et ret nuanceret billede af Svend. Adam beretter således, at kongen tog venligt imod ham og var i besiddelse af stor boglig viden og lærdom. Det er også Svend, der er kilden til mange af Adams oplysninger om Norden. Adam kan dog også berette, at kongen langtfra var fejlfri og at han skal have fråset og var ”umådeholden med hensyn til kvinder”. I alt fik Svend mindst 18 børn – et med sin hustru Gunhild og de andre med forskellige friller.

Svend Estridsen døde 28. april 1074 eller 1076 – kilderne er uenige – og ligger begravet i Roskilde Domkirke. Han står i mange henseender som en brobyggerskikkelse mellem vikingetiden og middelalderen, idet han søgte at lede sit folk ind i det vesteuropæiske kulturfællesskab under romerkirkens ledelse.

• Danmarks historie i vikingetiden
• Danmarks historie i middelalderen
• kongerækken i Danmark