Moses

Gud åbenbarede sig for Moses i den brændende tornebusk ved bjerget Horeb (Sinai) og pålagde ham at føre Israel ud af Egypten (2. Mosebog 3). Med hjælp fra sin ældre bror, Aron, lykkedes det Moses at føre israelitterne ud, efter at egypterne var blevet ramt af de ti plager.

Herfra er den lange fortælling om Moses en del af fortællingen om Israels ørkenvandring op til landet, de skal overtage. På vejen ud i ørkenen ledte Moses folket gennem Sivhavet ("Det Røde Hav" er en senere identifikation), der åbnede sig for dem for derefter at skylle sammen om den forfølgende Farao og hans hær.

På toppen af bjerget Sinai i ørkenen viste Gud sig for israelitterne, der var samlet ved bjergets fod. Som den eneste besteg Moses bjerget og opholdt sig i Guds nærvær. Her fik han instrukser både om en jordisk helligdom, der skulle bygges, (se Åbenbaringsteltet), og om de regler, der skulle gælde for det sociale liv blandt israelitterne i det land, de skulle bosættes i.

Reglerne blev formuleret og videregivet mundtligt; men deres indledning, De Ti Bud, blev skrevet ned på to tavler (if. 5. Mosebog 9,10 af Jahves egen finger). I fortællingen om dansen omkring guldkalven (2. Mosebog 32) knuser Moses tavlerne, da folket i hans fravær har dyrket en gudestatue; episoden giver anledning til en voldelig afstraffelse af dem, der har overtrådt billedforbuddet og kravet om monoteisme. Senere blev tavlerne erstattet.

Efter 40 års ophold og vandring i områderne syd for Jahves land førte Moses folket frem til dets grænse. Før folket overskred Jordanfloden, holdt han en lang tale (i 5. Mosebog), hvor han så tilbage til ørkenvandringen og repeterede og indskærpede de sociale love og regler. Selv kom Moses ikke til at deltage i indvandringen i landet. Han døde på bjerget Nebo. Hans efterfølger blev Josva, der leder den militære overtagelse af landet (jf. Josvabogen).

Moses' dominerende betydning i Mosebøgerne har gjort ham til en slags samlende figur for jødedommen (jf. betegnelsen det mosaiske trossamfund). Derfor kan det virke overraskende, at Moses nævnes relativt sjældent i resten af Det Gamle Testamente. En af grundene er nok, at Moses repræsenterer to bestemte udgaver af Jahve-religionen.

Dels repræsenterer Moses den præstelige udgave, der var særligt knyttet til templet og de præstelige ritualer (og som derfor mest var relevant for en begrænset gruppe); dels repræsenterer han den udgave, der ofte kaldes deuteronomisme, som særligt betonede det unikke ved Jahvereligionen, og som lagde stor vægt på Jahvedyrkernes pligt til at leve efter særlige regler og love.

Hermed var også intenderet en afstand til andre former for Jahvedyrkelse og til andre former for religion i det hele taget. I samme omfang som Moses kunne symbolisere denne forståelse af israelitisk (og senere jødisk) religion som en enklave, der var lukket af fra en fremmed og anderledes omverden, blev han mindre relevant for andre og mindre militante holdninger.