Japan - teater og dans

Traditionelt teater og dans henviser til en oprindelse i den samme myte, nedskrevet i 712 i Kojiki (Krønike om gamle dage). Den beretter om solgudinden Amaterasu, der på grund af en konflikt med sin bror havde gemt sig i en grotte, og hele verden blev mørk. Derfor forsamledes de mange guder og iværksatte et ritual, hvori bl.a. gudinden Ame-no-Uzume optrådte med en dans på et omvendt kar. Hun gav lyd ved at stampe med fødderne, kom i trance og fremviste sine bryster og kønsdele. Dette fik guderne til at le højt. Den nysgerrige solgudinde lod sig også lokke frem af lyden, og verden fik atter lys.

Knyttet til denne legende er kagura (gudemusik), som er en bred betegnelse for religiøs optræden til påkaldelse af guder. I dag er det dog den sceniske udførelse mere end det religiøse indhold, som har den primære opmærksomhed. Der findes mange forskellige typer, fra enkle spil opført i landsbyer til danse opført ved det kejserlige hof eller ved shintohelligdomme.

I forbindelse med buddhismens indførelse i Japan fra midten af 500-tallet kom gigaku-formen i begyndelsen af 600-tallet. Gigaku, hvis oprindelse fortoner sig et sted i Centralasien, bestod af mimiske, ofte moraliserende forestillinger eller et optog kombineret med dans og musik. Formen eksisterer ikke mere, men et stort antal velbevarede masker fra Naraperioden (710-794) samt beskrivelser og billeder siden 1100-tallet giver en idé om forestillingernes indhold.

Som en tilsvarende påvirkning fra kontinentet kom gagaku med dansen bugaku til Japan fra 500-600-tallet.

En bred kategori udøvende kunst af gammel japansk oprindelse, dengaku, knytter sig til dyrkningen af ris. Især dengakudansen, udført af professionelle trupper, blev populær i Kamakuraperioden (1185-1333) blandt den voksende krigeradel, samuraierne. Dengaku er stadig meget udbredt i Japan i forbindelse med årlige fester knyttet til agerbrug.

Fra Kina kom i 700-tallet sarugaku, et blandet repertoire af akrobat-, jonglør- og tryllekunst, som senere også omfattede maskerede spil med tekst og dans. Sarugaku-trupperne overgik derved dengaku i popularitet og udgjorde i 1300-tallet grundlaget for no- og kyogen-spillene.

I 1603 opførte danserinden Okuni kabuki-danse og komiske sketch. Siden 1629, da kvinder fik forbud mod at optræde, er kabuki blevet udført af mænd ligesom i det beslægtede bunraku-dukketeater. Kabukiteatret var i 1990'erne hovedsagelig underlagt ét produktionsselskab (Shochiku), hvilket er usædvanligt for de traditionelle genrer.

Dansene knyttet til de ovennævnte genrer tilhører forskellige kategorier med hver deres betegnelse og karakteristik: De gamle og stilige solodanse, kaldet mai, som forekommer i bugaku og no, opførtes ved templer og hoffet og udvikledes indtil ca. år 1600. Populære danse, kaldet odori, forekommer i kabuki eller danses i fællesskab under de store årsfester og udvikledes indtil 1868. Nihon buyo (japansk dans) er en selvstændig scenisk form med danse hovedsagelig fra kabuki-repertoiret, ligesom danse inden for geisha-repertoiret kan føres tilbage hertil.

Efter Meijiperiodens begyndelse i 1868, da Japan åbnedes for vestlig påvirkning, blev det talte teater og vestligt repertoire gradvis indført, samtidig med at dansen udvikledes som selvstændig genre.

I forbindelse med politiske omvæltninger, som de nye tider medførte, opstod genren shimpa (ny skole), oprindelig som agitatorisk politisk teater spillet af skuespillere fra kabukiteatret, men efter 1930'erne udviklet til melodrama. Mændene, som traditionelt spillede kvinderollerne, blev nu erstattet af kvindelige skuespillere. Genren eksisterer stadig i denne form.

Ved begyndelsen af 1900-tallet blev oversættelser af Henrik Ibsens skuespil introduceret i Japan. Dette blev bl.a. begyndelsen til genren shingeki (nyt teater), som omfatter både vestligt og japansk repertoire, men som i sin dramaturgi og historiske udvikling har fulgt det vestlige teater. Med shingeki kom et endeligt brud med den traditionelle skuespilteknik samt et behov for en særlig skuespilleruddannelse efter vestligt forbillede. I nyere tid er der dog sket en vis tilnærmelse mellem shingeki og kabuki.

I 1914 skabtes et pigeensemble, Takarazuka, med forbillede i vestlig revy- og operettetradition.

Inden for dansen etableredes i 1920'erne vestlig klassisk ballet, og fra 1933 introduceredes den tyske neuer Tanz, som gjorde op med ballettens sentimentalitet og romantik. Hvor den klassiske ballet var mere beslægtet med den japanske traditionelle dans med hensyn til foreskrevne regelsæt og fastlagt koreografi, fremstod den "nye dans" som et radikalt brud. Den blev yderligere udviklet fra 1950'erne, da den amerikanske modern dance kom til Japan. Fra slutningen af 1970'erne blandedes de to former, og begge begyndte ligeledes at inddrage traditionelle japanske danseteknikker. Som en reaktion imod denne moderne japanske dans, men stadig påvirket af den nye dans samt af happening, skabtes i slutningen af 1950'erne butoh-dansen.

I 1960'erne opstod en gruppeteaterbevægelse, angura (efter engelsk underground), der søgte nye retninger i opposition mod såvel det etablerede teater som det politiske system. Fra 1980'erne fremkom retninger inspireret af den visuelt orienterede performancegenre; især gruppen Dumb Type, grundlagt i 1984 med baggrund i billedkunst og arkitektur, har gjort sig gældende. Ligeledes er der opstået en slags minimalistisk retning inden for den moderne dans repræsenteret af Kurosawa Mika (f. 1957).

Karakteristisk for de moderne genrer er den flydende grænse mellem amatører og professionelle samt udvekslingen mellem de forskellige genrer, både traditionelle og moderne. I modsætning hertil findes de kommercielle teatres rige variation af det traditionelle japanske repertoire såvel som alle de vestlige genrer som opera, musical, ballet og drama. Derudover eksisterer der et levende radio- og tv-teater.

• Japans historie
• Japans musik
• kagura
• gagaku
• no
• kyogen
• kabuki
• geisha
• butoh
• shingeki