Ernest Mancoba

Ernest Mancoba er af flere betegnet som Sydafrikas første moderne kunstner. Hans kunst udspringer af mødet mellem sydafrikansk kultur og moderne europæisk billedkunst. Mancoba var oprindeligt uddannet lærer. Som del af sin læreruddannelse fulgte han kunststudier og lærte billedskærerteknikker fra en af nonnerne på skolen. Han fortsatte som billedskærer under sin universitetsuddannelse og fortsatte selvstudiet som kunstner mens hans boede i Cape Town i 1935-1937. I 1938 rejste han til Paris og studerede ved den franske kunsthåndværkerskole École des Arts décoratifs. Forud for sin afrejse til Europa var han allerede anerkendt som billedskærer i Sydafrika. Fra denne periode stammer den kristne skulptur Bantu Madonna, 1929, hvor jomfru Maria gengives med afrikanske ansigtstræk og standmotiv. Et andet hovedværk fra hans tidlige år i Sydafrika er værket Faith (Tro), 1936, som er et mor-barn motiv, hvor mor og barn smelter sammen i en søjleagtig, semi-abstrakt form, som han siden kommer til at arbejde videre med i sine træskulpturer i Europa.

I 1938 rejste Mancoba med båd fra Cape Town over London til Paris for at studere kunst og videreuddanne sig som kunstner. På den franske kunsthåndværkerskole mødte han den danske keramiker Christian Poulsen. Poulsen introducerede ham til en kreds af danske surrealistiske kunstnere som også var i Paris, herunder Ejler Bille og Sonja Ferlov. Poulsen blev en åndelig broder for Mancoba og Bille en livslang ven. Poulsen introducerede Mancoba til Sonja Ferlov fra en betragtning om at de ville have fælles kunstneriske interesser. Ferlov havde interesse afrikansk og ikke-vestlig kunst, som hun kendte fra den danske samler fra Carl Kjersmeiers samling. Mancoba var kommet til Europa både for at lære afrikansk kunst, som ikke var værdsat i Sydafrika på dette tidspunkt, og moderne vestlig kunst at kende.

Ernest Mancoba og Sonja Ferlov blev kærester i 1939, og giftede sig i 1942. I 1946 fik de sønnen Wonka, som også voksede op til at blive kunstner. Mancoba-parret og deres søn levede og arbejdede tæt sammen. Selvom forskningen endnu har til gode at uddybe deres kunstneriske slægtskab i værkerne, så vidner deres ideologiske, filosofiske og æstetiske holdninger om at de to kunstnere, og med årene deres søn om et fælles omdrejningspunkt.

Under Anden Verdenskrig ophold Ernest Mancoba sig i Paris, da han ikke kunne få visum til indrejse i Danmark. 1940-1944 var han interneret i en række fængsler og fangelejre i Paris og omegn: Fresnes, Drancy og La Grand Caserne, St. Denis. Han blev holdt fangen fordi han var britisk statsborger, ikke på grund af sin hudfarve. Ernest Mancoba og Sonja Ferlov blev gift, mens Mancoba var interneret.

Efter Anden Verdenskrig rejste Mancoba-parret til Danmark og bosatte sig i Kattinge udenfor Roskilde. De blev involveret i Høstudstillingen og Cobra-bevægelsen, hvor flere af deres kunstnervenner fra 1930erne var med, herunder Asger Jorn og Ejler Bille. Mancoba deltog med få værker på Høstudstillingerne, og var perifert involveret i Cobra. Mancoba har senere udtalt sig om sin marginaliserede rolle i de to sammenslutninger, hvor han følte sig som en usynlig mand, i en kreds af kunstnere, hvor der på trods af en generel åbenhed overfor ikke-vestlig kunst og kulturudtryk også kunne være modstand mod en sydafrikansk kunstner, med rødder i selv samme ikke-vestlige horisont. I Danmark arbejder Mancoba både med søjle- eller totemagtige træskulpturer og med maleri. I sin farvebrug og penselføring er han blandt andet inspireret af kalkmalerier i danske middelalderkirker. Den interesse deler han med som flere af sine kollegaer i Høst og Cobra. Det er et eksempel på hvordan Mancoba og ligesindede trak på ikke-vestlig og ikke-akademiske billedudtryk for at forme deres egen moderne maler- og billedhuggerkunst. I 1952 beslutter Mancoba-familien af forlade Danmark og rejse tilbage til Frankrig.

Mancoba og hans familie rejser tilbage til Frankrig, hvor de bosætter sig i et lille hus ved landsbyen Oigny-en-Valois, uden for Paris. Her bor de i ca. ni år, hvor de lever isoleret og fattigt. I denne periode og fremadrettet skaber Mancoba værker, primært som maleri og tegning, hvor en central forfader-figur ligger i penselstrøg og linjer. Malerierne er således abstrakte, men med en figur som omdrejningspunkt. Kunsthistorikere har peget på forskellige forlæg, blandt andet en serie af værker med elementer hentet fra Kotafolkets figurer. Mancoba arbejdede dog med flere inspirationskilder og forholdt sig frit til sine forlæg. Mancoba identificerede sig i sin kunst og åndelighed med ubuntu filosofiens credo om at jeg er menneske, fordi du er. Han troede på at kunsten kunne bygge bro mellem mennesker og at det kun var i kraft af andre mennesker at vi selv er til. Herigennem opstår vores menneskelighed, vores humanisme. Vores forbundethed strakte sig for Mancoba tilbage i tiden, til generationerne bagud i mange led. Heri formulerede han en unik æstetik knyttet til en personlig spiritualitet. Samtidig hørte han til en tid, hvor flere kunstnere søgte efter en art genfortryllelse af deres moderne verden. Slægtskaber til denne opfattelse af et langt menneske- og historiesyn, optræder fx i vennen Asger Jorns store vægtæppe Den lange rejse, 1959-1960.

I november 1961 flytter Mancoba med sin familie til Montmartre, hvor de også boede som unge. Her bliver de boende resten af deres liv og bibeholder en permanent bolig og atelier i rue du chateau 153, selvom Mancoba også periodevis har atelier andetsteds. Efter hustruen Sonja Ferlov Mancobas død i 1984 ser man et skift i Mancobas kunst væk fra den enkeltstående figur og i retning af værker, hvor figurer eller kalligrafiske penselstrøg fordeler sig over hele fladen. Stilen er fri og ekspressiv.

Danmark er det land i verden, hvor flest af Mancobas værker er i offentlige samlinger. Mange af værkerne skyldes hans nære bånd til danske kunstnere og kulturpersonligheder i hans egen levetid, men også en nutidig forståelse for hans danske og internationale betydning. Ernest Mancobas kunst er repræsenteret på danske kunstmuseer med mere end 33 værker. De er i samlingerne på Aros, Kunsten, Museum Jorn, Statens Museum for Kunst og Brandts. Derudover er han repræsenteret globalt, særligt i Sydafrika på Johannesburg Art Gallery og Iziko South African National Gallery. Også Tate Modern i London, England ejer værker af Ernest Mancoba. Derudover findes hans værker i andre samlinger verden over, samt i privateje.

Ernest Mancobas berømmelse er stigende og har været det fra slutningen af hans liv og frem. Hans berømmelse er tofold. For det første skinner hans værker igennem tiden med deres budskab og deres modernistiske fortolkning af en global humanisme. For det andet er han en identitetspolitisk figur, som en ny generation af kunstnere kan spejle sig i.Fx viste Södertalje Konsthal i 2020 gruppeudstillingen Ernest Mancoba — Ett konstnärskap som rör sig in i vår tid, hvor Mancobas værker blev udstillet sammen med værker af samtidskunstnere, som har hentet inspiration fra ham. I 2024 var han repræsenteret med et værk på Venedig Biennalen, ligesom Statens Museum for Kunst indenfor de seneste år har erhvervet et værk af Mancoba. I 1994 og 1997 blev Ernest Mancoba tildelt to æresdoktorater fra henholdsvis University of Western Cape og University of Fort Hare, begge i Sydafrika.

• Cobra
• Ejler Bille
• Sonja Ferlov Mancoba
• Christian Poulsen

• Kilder til Dansk Kunsthistorie: Sonja Ferlov Mancoba – udvalgte breve