Indavl, kønnet formering mellem beslægtede individer; fører til dannelsen af indavlet afkom. Forældreindividerne kan være mere eller mindre nærtbeslægtede, og indavl kan følgelig forekomme i varierende grad angivet ved indavlskoefficienten. Hos en diploid organisme (dvs. med et kromosomsæt fra hver forælder som fx mennesket) angives denne som sandsynligheden for, at de to alleller, en fra hvert kromosomsæt, i et givet locus (fra samme sted på kromosomet) er kopier af én og samme allel hos en forfader, fra hvem begge alleller i så fald nedstammer i lige linje.
I avlsarbejdet bruges indavl ofte til bevaring af bestemte egenskaber; genetisk fører indavl til en øget andel af homozygote (individer med ens alleller) og tilsvarende en reduktion af andelen af heterozygote individer (med forskellige alleller). Hyppighed af recessive egenskaber øges. Ideelt avler en indavlet population rent, dvs. med ensartet afkom fra generation til generation.
Hos organismer med kønnet formering og tilfældigt partnervalg er recessive skadelige alleller ret almindelige, og indførelsen af indavl i disse populationer (fx under domesticering af tamdyr eller afgrøder) vil føre til en øget andel af homozygote bærere af sådanne alleller. Hos disse individer vil forekomme en øget dødelighed og mindsket levedygtighed (viabilitet); en sådan nedgang i fitness som følge af indavl kaldes indavlsdepression.
Den stærkeste form for indavl er selvbefrugtning eller selvbestøvning: foreningen af hanlige og hunlige kønsceller fra samme individ. Denne formeringsmåde er udbredt hos blomsterplanter, hvor mange arter udelukkende selvbestøver eller sætter en vis andel af selvbestøvede frø. Hos mange arter er forskellige mekanismer blevet udviklet for at undgå indavl, fx heterostyli og selv-uforenelighed (se bestøvning).
Hos dyr med kønnet formering er indavlskoefficienten i naturlige populationer normalt lav (mindre end 5%). Mange arter har udviklet adfærdsformer, der hindrer parringer mellem beslægtede, og mennesket har fx i mange kulturer opbygget en kulturel barriere imod indavl: incesttabuet. Kun sjældent findes der traditioner for ægteskab mellem nærtbeslægtede, men i sådanne tilfælde kan man ofte se en øget hyppighed af recessive arvelige sygdomme som fx i europæiske kongehuse eller små samfund, som over længere perioder har været isoleret og kulturelt adskilt fra de omkringliggende samfund.
I små populationer af dyr og planter ses ofte indavlslignende fænomener, da sådanne populationer kun råder over et begrænset antal kopier af forskellige alleller. Dermed kan indavlsdepression blive et potentielt problem for sjældne og truede dyr og planter. Der er dog mange eksempler på, at man har genetableret bestande, hvis medlemmer nedstammer fra ganske få individer. Muligvis er de fleste skadelige alleller blevet udryddet under den bestandsmæssige flaskehals; en hurtig stigning i indavlsgraden fører på længere sigt enten til uddøen eller til fjernelse (eng. purging) af disse alleller. Små populationers skæbne er på den måde for en stor del bestemt af tilfældige hændelser.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.