Lorraine

Tilstedeværelsen i Lorraine af betydelige mineralske resurser har haft en stor indflydelse på regionens udviklingshistorie i nyere tid. Store forekomster af jernmalm (feltet er på ca. 110 km × 20 km) i det nordlige Lorraine omkring byerne Longwy og Thionville og kulforekomster i den nordøstlige del af regionen omkring Forbach fortsættende i Saarområdet på den tyske side af grænsen samt kulforekomster i det nærliggende Ruhrdistrikt skabte optimale betingelser for en kraftig industrialisering, der begyndte i midten af 1800-t. og fortsatte til 1970'erne. Med jern- og kulforekomsterne iværksattes stålproduktion, der samtidig også indgik i en våbenindustri. Kontrollen over råstofferne spillede en rolle i en række stridigheder, bl.a. krigene mellem Frankrig og Tyskland/Preussen 1870-71, 1914-18 og 1939-45. Først med oprettelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab i 1951 ophørte striden (se EU – 1. Historien og traktaterne).

Da Moselle-departementet indlemmedes i Tyskland 1871-1919, blev malmregionen kappet over i en fransk og en tysk del. Metz og Nancy ekspanderede hver for sig, idet de lå i hhv. den tyske og den franske del. Den nuværende rivalisering mellem Metz og Nancy om at varetage Lorraines centrale byfunktioner kan til dels tilskrives denne historiske opsplitning af regionen.

Stålkrisens gennemslag i Europa i 1970'erne ramte Lorraine meget hårdt og medførte en nødvendig afvikling af stålværkerne og en ændring af regionens erhvervsmæssige grundlag. Arbejdspladserne på de tidligere så dominerende nationaliserede stålkoncerner USINOR og SACILOR er alle nedlagt. Der var stor folkelig modstand mod lukningerne. I Moselle-departementets østlige del har de tidligere kulbrydningsområder oplevet en tilsvarende udviklingstendens, og i Vosges er en tidligere omfattende tekstilindustri blevet stærkt indskrænket.

Landbrugsbeskæftigelsen er under landsgennemsnittet, og produktionen er domineret af kød- og malkekvæg. Skovdrift findes i flere store skovområder især i Vogeserne. Fornyelse inden for erhvervslivet hæmmes af manglende tradition for at iværksætte ny virksomhed dels i de gamle industriområder, dels i landområderne, hvor en meget stor del af bønderne er forpagtere. Serviceerhvervene har haft en vis vækst i området fra Épinal via Nancy og Metz til Thionville. Siden 1962 har afvandringen fra Lorraine været større end tilvandringen; især er afvandringen stor blandt de 20-40-årige. En del af arbejdskraften pendler til Luxembourg og Tyskland.

Geologisk er størstedelen af Lorraine en del af Pariserbassinets aflejringer, hvor de hårde lag fremstår som nord-syd-gående højdedrag (indtil 500 m) i landskabet. Den østlige del af Lorraine udgøres af Vogesernes jævne skråning mod vest. Vogeserne (højeste punkt 1424 m) danner en naturlig grænse til Alsace og tiltrækker en del turisme, bl.a. som skisportssted. Floderne Moselle og Meuse løber gennem Lorraine.

Området blev tidligt romaniseret. Her krydsede oldtidens handelsvej, der gik fra Middelhavet over Rhône og Mosel til Rhinen, vejen fra Strasbourg til Reims, og bispesæderne Metz, Toul og Verdun blev i 300-400-t. store, rige kulturbyer takket være den gode beliggenhed og træ-, vin- og salthandel. Under folkevandringerne blev området frankisk, i 561 med Metz som kongssæde, men kun østdelen blev germaniseret. I 959 deltes landet i to tyske hertugdømmer, hvoraf det sydlige blev det middelalderlige Lorraine, mens Verdun, Toul og Metz blev frie tyske rigsstæder. Kejserne, hertugerne af Burgund og de franske konger søgte alle at vinde Lorraine. Filip den Smukke fik 1301 udskilt den vestlige del som et selvstændigt hertugdømme, Bar. Herfra kom i 1428 Jeanne d'Arc, hvis historie vidner om en udbredt lorrainsk troskab mod de franske konger.

Karl den Dristiges død ved Nancy i 1477 befriede hertug René 2. (1473-1508) for den burgundiske fare, og generhvervelsen af Bar i 1480 skabte grundlag for en moderne fyrstestat. Under Antoine 1. (1508-44) blev Lorraine uafhængigt af den tyske kejser; den danskfødte enkehertuginde Christine måtte dog i 1552 acceptere fransk anneksion af Toul, Metz og Verdun.

Under Christines søn Karl 3. (1559-1608) blomstrede italiensk renæssance i Lorraine, men Trediveårskrigen betød en voldsom nedgang. 1702-66 var hertughoffet i Lunéville et fristed for nogle af oplysningstidens kendteste personer, fx Voltaire, Diderot og Helvétius. Ved hertug Stanisław Leszczyńskis død i 1766 blev Lorraine fransk. Ved freden 1871 afstod Frankrig Østlorraine til Tyskland, men fik det tilbage ved freden i Versailles 1919.