belgisk film

Siden tonefilmens indførelse i 1930 har belgisk film været delt i to fløje, en nederlandsk og en fransk. Fransktalende talenter er for en stor dels vedkommende hentet til Frankrig, mens de nederlandske films marked har været begrænset til Belgien og Holland. Økonomisk er de primært baseret på co-produktionsaftaler og, siden midten af 1960'erne, statsstøtte. Belgien har til stadighed haft en stor og frugtbar produktion af dokumentarfilm, repræsenteret ikke mindst ved instruktøren Henri Storck (1907-1999). Blandt skaberne af fiktionsfilm har enkelte formået at markere sig internationalt, først og fremmest den meget stilbevidste André Delvaux (1926-2002), som i 1963 udnævntes til leder af den ansete filmskole L'Institut national supérieur des arts du spectacle, og den feministiske eksperimentator Chantal Akerman samt Marion Hänsel (1949-2020), hvis film ligeledes skildrer et feminint univers. I de senere år har belgisk film dog primært været kendt for den magiske realist Alain Berliner (f. 1963) samt brødrene Jean-Pierre og Luc Dardenne, hvis socialt bevidste skildringer af samfundets udstødte har indbragt dem talrige filmpriser. Endelig er Belgien kendt for sine animationsfilm, bl.a. filmatiseringerne af de nationale tegneseriehelte Asterix, Tintin og Lucky Luke.