walisisk

Walisisk er en fortsættelse af det keltiske sprog, der taltes i romertiden. De tidligste trin, ur- og oldwalisisk (ca. 600-1200), kendes fra navne og enkelte sætninger i latinske tekster af juridisk og historisk art. Fra middelwalisisk (ca. 1200-1500) eksisterer en rig litterær overlevering, bl.a. sagnsamlingen Mabinogion fra ca. 1300. Nywalisisk (ca. 1500-) er i den første del af perioden især kendt gennem lyrik og religiøs litteratur.

De vigtigste lydændringer i forhold til fælleskeltisk er som i irsk bortfald af stamvokaler og nominalendelser i tryksvag stavelse, såkaldt synkope, fx gwyn 'hvid, lys', af keltisk vindos og llan 'helligt område, kapel', af landa 'område', jf. den romerske garnisonsby Vindolanda ved Hadrians Mur. Andre karakteristiske lydlige træk er begrundet i konsonantændringer i forlyd (mutation). Trykket ligger på næstsidste stavelse.

Retskrivningen er fonematisk; særlige skriftformer er w for [w] eller [u], y for [ə] eller [i], rh for ustemt [ʁ], ll for ustemt [l], dd for [ð], th for [θ], f for [v] og ff for [f].

Verbalbøjningen har bevaret den indoeuropæiske formrigdom, men benytter tillige et system af omskrevne former med bod 'være' og gwneud 'gøre', jf. walisisk for 'jeg løber':

Substantiver bøjes i tal, men ikke i kasus, og genitiv angives ved efterstilling; også attributive adjektiver er efterstillede.

Ledstillingen er den fælleskeltiske VSO, dvs. først verbalet, så subjektet og derefter øvrige led, her præpositionen yn ('n) 'i' med et verbalsubstantiv som styrelse.

Mutationen af konsonanterne, fx fra ustemt til stemt lyd eller fra klusil til frikativ eller nasal, er blevet grammatikaliseret til angivelse af bl.a. køn og syntaktisk relation, fx llan Fair [hlanvair] 'Maries kapel', hvor Fair er muteret af Mair, fordi llan er femininum. Andre eksempler på mutation er gwelodd ci, egentlig 'en hund så', over for gwelodd gi '(en eller anden) så en hund' og y dyn a welodd ci 'den mand, som en hund så', hvor skift fra gw til w er fremkaldt af det relative pronomen a, samt y dyn a welodd gi 'den mand, som så en hund', hvor skift fra c til g angiver objekt ved finit verbal.

Både det traditionelle sprog og det moderne cymraeg byw 'levende walisisk' har et nuanceret ordforråd præget af dels mange direkte lån fra latin, fx ffenestr, af latin fenestra 'vindue', og i nyere tid fra engelsk, fx siop, af engelsk shop 'butik', dels oversættelseslån som rhagenw 'pronomen', af rhag 'i stedet for' og enw 'navn'.

• keltiske sprog