Richard 1. Løvehjerte, 8.9.1157-6.4.1199, konge af England. Som tredje søn af Henrik 2. og Eleonora af Aquitaine arvede Richard 1. hertugdømmet Aquitaine i 1168.
I 1172 blev han hertug af Poitiers og 1189 hertug af Normandiet og samme år konge af England, hvor han dog kun opholdt sig i få måneder i løbet af sin regeringstid.
Hans ridderlige optræden og tapperhed under en del af 3. korstog 1189-92 og den efterfølgende tilfangetagelse i Østrig og Tyskland 1192-94 gjorde ham til en populær konge i sin tid og til helten i adskillige romantiske legender; bl.a. Robin Hood.
Moderne historieforskning tegner et mere nuanceret billede af Richard 1. som en uhyre energisk, temperamentsfuld og brutal person. Han var en af de mest sammensatte personligheder i sin familie; en kompetent kriger, en karismatisk politisk leder og en lyrisk poet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.