Publius Cornelius Scipio Aemilianus

Publius Cornelius Scipio Aemilianus Africanus Minor (185 f.Kr.-129 f.Kr.) var en romersk politiker og general, der under Tredje puniske krig erobrede og ødelagde Karthago. Han var født Lucius Aemilius Paulus, men blev adopteret af Scipio Africanus' ældste søn Publius Cornelius Scipio.

Da Rom i 151 f.Kr. havde problemer i Spanien tilbød Scipio sin hjælp i håb om at kunne gentage sin adoptivbedstefars bedrifter. Det blev accepteret, og hans succes i Spanien udeblev ikke, hvilket var medvikende til, at han i 147 f.Kr. (under Tredje puniske krig) blev valgt til konsul. I 146 f.Kr. stod han bag belejringen, der førte til Karthagos ødelæggelse. Han vendte derfor hjem til Rom, hvor han fik en triumf og tilnavnet Africanus (præcis som hans adoptivbedstefar havde fået).

Efter krigen havde han en central position i det politiske liv, og var i 133 f.Kr. en af de største modstandere mod Graccherne, som ellers var brødre til hans kone Sempronia.

I senere romersk litteratur (især Polyb og Terents) fik han en plads som en stor statsmand.