Anselm af Canterbury
| Anselm af Canterbury | |
|---|---|
| |
| Personlig information | |
| Født | 1033  Aosta, Italien |
| Død | 21. april 1109, 28. april 1109 Canterbury, Storbritannien |
| Gravsted | Canterbury Katedral |
| Ægtefælle | Blev aldrig gift |
| Uddannelse og virke | |
| Elev af | Lanfranc |
| Beskæftigelse | Teolog, romerskkatolsk præst, forfatter, ærkebiskop, filosof |
| Fagområde | Filosofi |
| Arbejdssted | Canterbury Katedral, abbaye Notre-Dame du Bec, abbaye aux Hommes, Lyon |
| Elever | Gilbert Crispin[1], Anselm af Laon, Ralph, Abbot of Battle[2] |
| Kendte værker | Monologion[3], Proslogion[4], Cur deus homo |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Anselm af Canterbury (født 1033 i Aosta, Italien, død 21. april 1109 i Canterbury i England) var en italiensk teolog og filosof af benediktinerordenen. Han regnes for en af skolastikens grundlæggere. Anselm var ærkebiskop af Canterbury fra 1093 til 1109 og blev kirkelærer og helgen med festdag den 21. april.
Anselm skrev øvelser og meditationer helt i overensstemmelse med klosterlitteraturen, men dertil kom et nyt spekulativt element. Anselm citeres for Credo ut intelligam (latin: ”jeg tror for at jeg kan forstå”). Det har forbindelse til Gregor den Store (540-604) og den tidligere tradition med at troen, som hos Gregor først og fremmest er hjertets sag, kommer først, men dertil en ny lyst til også at forstå trosindholdet og forklare rationelt, hvorfor man tror, og mere konkret hvad man tror. I den forstand skete der noget nyt i Anselms periode på tærsklen til 1100-tallet.[5]
Som ærkebiskop af Canterbury arbejdede Anselm for kirkens frihed.
Anselm ophøjedes til kirkelærer 1720. Otte hundrede år efter Anselms død promulgerede eller kundgjorde pave Pius X encyklikaen Communium Rerum i 1909, i hvilken Anselms skrifter kommenteres og hyldes.
Anselms teologiske program
[redigér | rediger kildetekst]Anselm udtrykker sit teologiske program i første kapitel af skriftet Proslogion:
- "Ikke søger jeg, Herre, at gennemtrænge din ophøjethed, for jeg sammenstiller på ingen måde min erkendelse med den; men jeg begærer i nogen grad at erkende din sandhed, som mit hjerte tror og elsker. Jeg prøver nemlig ikke at erkende for at jeg kan tro; men jeg tror, for at jeg kan erkende." Erkendelsen er derved troens erkendelse, intellectus fidei.[6]
Fornuften skal finde de grunde, der står bag ved det, som kirken tror. Om dem bruger han ofte udtrykket "nødvendige grunde", rationes necessariae. "Fornuft" vil her sige logisk argumentation. Fornuftens rolle består derfor ikke i at bidrage med nyt indhold ud over troen, men i at belyse det indhold troen har, så at man indser, hvorfor det er sådan. [7]
Anselm søgte at beskrive forholdet mellem tro og viden med udtrykket fides quarens intellectum (latin for "troen, som søger en måde at forstå"). For Anselm stod tro og viden således ikke i et modsætningsforhold, men den rationelle kundskab kan ses som et resultat af troen. Dog er troen altid det grundlæggende for ham.
Det ontologiske gudsbevis
[redigér | rediger kildetekst]I sit ontologiske gudsbevis, som Kant kaldte det, søgte Anselm at vise at Guds eksistens er indeholdt i selve gudsbegrebet. Forenklet forløber det således:
| Første præmis: | Gud er et fuldkomment væsen. | ||
| Anden præmis: | At være fuldkommen indebærer at eksistere. | ||
| Konklusion: | Gud eksisterer. |
Hvis en ung mand skal beskrive sin idealkvinde, indebærer hans beskrivelse ikke, at denne idealkvinde faktisk eksisterer. Ifølge Anselm stiller det sig anderledes med Gud. Tænker vi os Gud som det fuldkomne væsen, kan han ikke mangle eksistens; da ville han jo ikke være fuldkommen. At vi tænker os Gud som fuldkommen, er for Anselm beviset for, at Gud også må findes.[8]
Kant benægtede imidlertid, at "eksistens" kan være et prædikat på linje med fx "algod", "almagt" osv. som Gud kan tilskrives; men det interessante er, at Anselm begyndte at argumentere filosofisk, hvilket efterhånden førte til filosofiens løsrivelse fra teologien.
Forsoningslære
[redigér | rediger kildetekst]
Af stor betydning for vesterlandsk teologi var hans forsoningslære som han udlagde i Cur Deus Homo (latin: ”Hvorfor blev Gud menneske?”). Det var kun Gud der var i stand til at forsone Adams eller menneskenes synd, men soningsofferet måtte bæres frem af et menneske, og det var derfor Gud blev menneske i Jesus Kristus. Synden bestod i at menneskene havde vendt sig bort fra Gud, og denne krænkelse kunne straffes eller godtgøres ved satisfaktion. Det er den såkaldte satisfaktionsteori, hvor inkarnationen er nødvendig for at redde Guds ære.[9]
Værker
[redigér | rediger kildetekst]- Monologion
- Proslogion
- Orationes sive Meditationes
- De Grammatico
- De Veritate
- De Libertate Arbitrii
- De Casu Diaboli, Epistola de Incarnatione Verbi
- Cur Deus Homo
- De Conceptu Virginali et Originali Peccato
- De Proccesione Spiritus Sancti
- Epistola de Sacrificio Azimi et Fermentati
- Epistola de Sacramenti Ecclesiae
- De Concordia Praescientiae et Praedestinationis et Gratiae Dei cum Libero Arbitrio
- De Anima
- Anselmus De monte Humulitatis
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
- ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
- ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
- ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
- ^ Formulering fra Aksel Haaning Den kristne mystik, 1993, s. 60
- ^ Citeret fra Grane 1999, s. 139
- ^ Grane 1999, s. 139
- ^ Tollefsen, Syse og Nicolaisen: Tenkere og ideer (s. 209), forlaget Gyldendal, Oslo 2002, ISBN 82-417-0966-8
- ^ Ifølge Johannes Sløk i De europæiske ideers historie i afsnittet om forsoningen betragtes Gud af Anselm her i billedet af den middelalderlige lensherre i hans forhold til sine lensmænd. Sløk mener, at netop udformningen af soningen er typisk for perioden – selve soningen er israelitisk og har sin rod i den jødiske offerkult.
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Grane, Leif (1999). Kirken i den europæiske middelalder : fra ca. 750-1500. Kbh.: Gad. DK5=27.14. ISBN 87-12-03393-6
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- Ekstern biografi (norsk)
- Det ontologiske gudsbevis (norsk) – Medieval Sourcebook: Cur Deus Homo (engelsk)