iBet uBet web content aggregator. Adding the entire web to your favor.
iBet uBet web content aggregator. Adding the entire web to your favor.



Link to original content: https://da.wfp.org/udryddelse-af-sult
Udryddelse af sult | World Food Programme Skip to main content

At gøre en ende på sult i verden er en af de største udfordringer i vores tid. Over hele verden har op til 783 millioner mennesker ikke mad nok, og mere end 40 millioner mennesker i 51 lande befinder sig i en " kritisk" eller endnu værre sulttilstand. Dele af Yemen, Sydsudan, Etiopien og Nigeria risikerer at være tæt på eller allerede at være ramt af hungersnød. 



Konsekvenserne af en kost med et lavt indhold af vitaminer, mineraler og andre næringsstoffer påvirker millioner af menneskers sundhed og livsudsigter og kaster en skygge over samfund og hele landes fremtid. 



Selvom der produceres nok fødevarer til at brødføde alle mennesker på denne planet er målet om en verden uden sult, som fastsat i 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og specifikt i mål 2 for bæredygtig udvikling, fortsat en enorm udfordring på grund af en giftig blanding af konflikter, klimaændringer, katastrofer og strukturel fattigdom samt ulighed. I de seneste to år har de socioøkonomiske konsekvenser af COVID-19-pandemien yderligere forværret situationen ved at tvinge millioner af sårbare mennesker ud i en større fødevareusikkerhed og ved at øge omkostningerne i forbindelse med at nå ud til mennesker i nød.

Sult: Årsager og løsninger

Konflikter

60 procent af de mennesker der sulter i verden lever i konfliktramte områder. Konflikt er den store drivkraft i 8 ud af 10 af de værste sultkriser (som f. eks. i Yemen, Sydsudan, Den Demokratiske Republik Congo og Syrien).

Hvad gør vi

Fødevare- og ernæringsbistand
Syrien, Aleppo. Børn stiller sig i kø sammen med deres forældre eller sendes alene ud for at hente brød inden de går i skole. Foto: WFP/Hussam Al Saleh

WFP bringer livreddende fødevarer og ernæringsassistance til mennesker der er fanget eller fordrevet af konflikt uanset hvor de befinder sig. Med hjælp fra lokale partnere når vi ud til de mennesker som er i nød, selv i de mest isolerede områder, ved hjælp af terrængående biler og ved at levere mad fra fly når alle andre veje er lukkede. 

Vores bistand kan være med til at skabe veje til fred hvilket blev anerkendt ved tildelingen af Nobels fredspris til WFP i 2020.

Udsigter til fred
Mitib Ibrahim (L) og Mohammed Jama'a (R) kommer fra forskellige stammer og lærte hinanden at kende ved at arbejde sammen under genopbygningen af en vandingskanal i Ramadi. Foto: WFP/David Orr

De foreløbige resultater af en fælles forskningsundersøgelse med Stockholm International Peace Research Institute viste at WFP's arbejde bidrog til at forbedre udsigterne til fred ved at forbedre adgangen til bestridte naturressourcer, styrke den sociale samhørighed og løse konflikter i og mellem lokalsamfund samtidig med at mulighederne og tilliden mellem befolkningen og regeringen øgedes ved at styrke statens ansvarlighed og levering af tjenesteydelser. Undersøgelsen fokuserede på El Salvador, Irak, Kirgisistan og Mali.

Klimaændringer

Klima chok som f. eks. oversvømmelser og tørke påvirker millioner af menneskers liv og levebrød og forværrer fattigdom, sult og sociale spændinger. WFP hjælper regeringer og samfund med at forstå disse stigende risici og med at træffe målrettede foranstaltninger for at håndtere virkningerne af klimachok på fødevaresikkerhed.

Hvad gør vi

Prognosebaseret finansiering
WFP-medarbejdere forklarer registreringsprocessen til de medlemmer af Irosin-samfundet, der deltager i det prognosebaserede finansieringsprojekt. Foto: WFP Filippinerne/Arete

WFP's prognosebaserede finansiering anvender en forbedret tidlig varsling baseret på vejrudsigter så lokalsamfund kan blive advaret om klimarelaterede chok og lignende 15 dage i forvejen samt få forsikring til at træffe forberedende tiltag.  

Klimasmarte energiløsninger
Rwanda. Skolekok, Felicien Rwatangaro.  Foto: WFP/Daniel Kibsgaard

For at sikre at folk kan tilberede og indtage mad på en sikker måde letter WFP adgangen til moderne madlavningsløsninger - f. eks. gaskomfurer, minigasovne eller elektriske trykkogere. WFP bestræber sig også på at hjælpe landbrugere gennem udbredelse af bæredygtig energiudstyr og tjenester for at fremme udviklingen af landbrugsmarkedet.

Katastrofer

Når et jordskælv, en cyklon, en orkan eller en anden katastrofe rammer er WFP den første der reagerer og bringer mad og anden livreddende assistance til befolkninger der har mistet alt.

Hvad gør vi

Logistik
Logistikmedarbejdere kontrollerer personligt beskyttelsesudstyr (PPE), der er ved at blive aflæsset på det temperaturkontrollerede lager i Lologo, Juba. Foto: WFP/Giulio d'Adamo

Som leder af den fælles ”Logistic Cluster” for forskellige agenturer sørger WFP for koordinering og informationsstyring i forbindelse med katastrofer.

Forbindelse
Haiti, Port au Prince. Telekommunikationsmast. Foto: WFP/Rein Skullerud

WFP er leder af ”Emergency Telecommunications Cluster” som sørger for livreddende forbindelser i nødsituationer. WFP's hurtige it- og telekommunikations nød- og støttehold (FITTEST) står klar til at blive indsat overalt i verden for at etablere og genoprette kommunikations- og informationsteknologinetværk.

Geospatiale analyser
Geospatial analyse. GIS billede.

Målrettede geospatiale analyser viser den umiddelbare virkning af naturkatastrofer og muliggør en hurtigere reaktion der er tilpasset behovene. Vores redskaber til geografiske informationssystemer såsom ADAM (Automatic Disaster Analysis & Mapping) giver mulighed for at kortlægge jordskælv og tropiske cykloner døgnet rundt.

Ulighed

Ulighed skaber sult ved at begrænse folks muligheder og øge sultniveauet. Øget adgang til beskæftigelse, finansiering og markeder kan f. eks. hjælpe folk meget hurtigt ud af fattigdom, øge deres produktivitet og købekraft og stimulere de lokale markeder. 

Hvad gør vi

Food assistance for assets
Kakhobwe's vandingsanlæg under det DFID-finansierede Prosper-program i Malawi. Foto: WFP/Badre Bahaji

WFP's program "Food Assistance for Assets" har til formål at få folk til at arbejde på fællesskabsprojekter, f.eks. genopretning af uproduktiv jord til gengæld for kontanter eller fødevarer. Den private sektorfokuserede Farm to Market Alliance forbinder landbrugere med markeder og hjælper dem med at diversificere deres afgrøder og øge deres forretningspotentiale.

Kontantoverførsler
Malawi. WFP uddeler kontanter til husstande i byerne og på landet der er ramt af klimachok og de økonomiske konsekvenser af COVID-19. Foto: WFP/Badre Bahaji

Hvor markederne og de finansielle systemer fungerer yder WFP bistand i form af kontanter. Uanset om det er i form af pengesedler, vouchers, debetkort, e-penge eller mobilpenge giver kontantoverførsler folk mulighed for at træffe beslutninger der forbedrer deres fødevaresikkerhed og ernæring og bringer kontanter ind i den lokale økonomi.

Sociale sikkerhedsnet
Lokale skolemyndigheder og WFP uddeler take-home rationer (THR) til skolebørn og deres forældre i La Guajira-departementet i Colombia. Foto: WFP/Miller Choles

WFP støtter regeringerne i at styrke de sociale sikkerhedsnet som de har etableret for at beskytte deres borgere mod fattigdom, ulighed og fødevareusikkerhed. Vi arbejder også på at forbedre kapaciteten i disse systemer til at reagere på chok som f.eks. katastrofer eller omfattende fordrivelser af befolkninger.

Tab af fødevarer

Dårlige opbevaringsfaciliteter på gårdene fører til skadedyrsangreb og skimmelsvamp, der ødelægger afgrøderne. Manglende adgang til teknologi og markeder betyder at mange landbrugere er tvunget til at se deres afgrøder rådne på markerne, da der ofte ikke er adgang til den arbejdskraft eller penge til værktøj og maskiner, som er nødvendige for at høste dem.

Hvad gør vi

Ingen tab af fødevarer efter høst
Malawi. Stop tab af fødevarer. Opbevaring af mad på lageret. Foto: WFP/Badre Bahaji

WFP's projekt "Zero Post-Harvest Losses" hjælper småbønder med at lære at bruge forbedrede håndteringsmetoder efter høst kombineret med simpelt, men effektivt hermetisk opbevaringsudstyr til at beskytte afgrøderne mod insekter, gnavere, skimmel og fugt.

COVID-19

COVID-19-pandemien har bragt millioner af mennesker ud i fødevareusikkerhed ved at forstyrre produktion, handel og levebrød, hvilket har gjort millioner af mennesker arbejdsløse.

Hvad gør vi

Fælles tjenester
UNHRD Panama forbereder sig på at afsende sendinger af personlige værnemidler til WHO. Foto: WFP/Elio Rujano

WFP har oprettet fælles tjenester - globale passager og fragttjenester- som gør det muligt for humanitært personale samt fødevare- og sundhedsforsyninger at nå ud til sårbare mennesker rundt om i verden som ellers ville være afskåret fra støtte når de havde mest brug for den.

Fødevare- og kontanthjælp
WFP's fødevarekort hjælper 800 LGBTI-husstande gennem pandemien. Foto: WFP/Hetze Tosta

For at imødegå de øgede behov der er opstået som følge af de socioøkonomiske virkninger af COVID-19-pandemien har WFP øget sin kontant- og fødevarebistand og støttet regeringerne i at styrke deres egne sociale sikkerhedsnet.