H.C. Ørsted

H.C. Ørsted, Hans Christian Ørsted, 14.8.1777-9.3.1851, fysiker. Efter en noget utraditionel skolegang i hjembyen Rudkøbing kom H.C. Ørsted og hans bror A.S. Ørsted 1793 til København hvor de året efter bestod studentereksamen.

1797 tog han farmaceutisk eksamen med udmærkelse, og 1799 blev han doktor på en naturfilosofisk afhandling. 1800-01 bestyrede han Løveapoteket i København for sin lærer og velynder Ludvig Manthey; desuden virkede han som ulønnet farmaceutisk adjunkt ved universitetet og forelæste på det kirurgiske akademi som vikar for Manthey.

Efter hjemkomsten fra en studierejse til Tyskland og Frankrig 1801-03 underviste han i fysik ved universitetet, og 1806 blev han ekstraordinær professor i fysik. Han var i Berlin og Paris 1812-13, i 1815 blev han sekretær i Videnskabernes selskab, og 1817 ordinær professor og medlem af konsistorium. Han var universitetets rektor 1825-26, 1840-41 og 1851. Æresdoktor i Erlangen 1843, i Prag 1848.

H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen 1820 bragte ham verdensberømmelse, og eftertiden har knyttet hans navn til en måleenhed for magnetisk feltstyrke (oersted) og en lokalitet på Månen; det er desuden internationalt anerkendt at han var den første der fremstillede grundstoffet aluminium (1825).

Efter en tredje udenlandsrejse 1822-23 stiftede han 1824 Selskabet for naturlærens udbredelse som stadig eksisterer og bl.a. årlig uddeler H.C. Ørsted-medaljen for fremragende videnskabelige arbejder på kemiens, fysikkens og elektroteknikkens område. 1829 var han med til at oprette Polyteknisk læreanstalt (Danmarks tekniske højskole) hvis første direktør han blev.

Undervisningen i Rudkøbing begyndte hos en parykmagerkone der lærte H.C. Ørsted og hans bror katekismus. Hendes mand var tysk og underviste dem i dette sprog samt i addition og subtraktion; en ældre skoleelev lærte dem at multiplicere, en præst at dividere; borgmesteren lærte dem engelsk. I øvrigt dyrkede de selvstudier med hjælp fra kammerater og venner af familien. H.C. Ørsted havde allerede som dreng fattet interesse for fysik og kemi, og fra han var 11 år hjalp han til i faderens apotek. Her lærte han elementær laboratoriepraksis; desuden læste han nogle kemiske skrifter. Ved Københavns universitet fandtes dengang ingen embedseksamen i naturvidenskaberne (den indførtes først 1883); de dyrkedes som hjælpediscipliner ved især det medicinske fakultet hvorunder også apotekeruddannelsen hørte. Denne valgte H.C. Ørsted da som brødstudium. Men desuden dyrkede han æstetik og filosofi, og han udfoldede allerede i studietiden betydelig litterær virksomhed.

1796 besvarede han universitetets æstetiske, og 1797 dets medicinske prisopgave; begge besvarelser vandt prisen. Inden for filosofien blev H.C. Ørsted især optaget af Immanuel Kant, og han læste både dennes Kritik der reinen Vernunft fra 1781 og en nu næsten glemt afhandling, Metaphysische Anfangsgründe der Naturwissenschaft fra 1786; sidstnævnte blev hans store filosofiske ungdomsoplevelse. I "Kritik" havde Kant fastslået at de fundamentale love som styrer naturen kan, og nødvendigvis må, erkendes uafhængigt af erfaringen, ved filosofisk ræsonnement. Han havde også i sin lære om antinomierne hævdet at en række fundamentale problemer har to løsninger som gensidigt udelukker hinanden, skønt de begge kan bevises på tilsyneladende uangribelig måde.

Dette gjaldt bl.a. naturfilosofiens årtusindgamle spørgsmål om materien er et kontinuum eller er sammensat af mindstedele, atomer. I "Anfangsgründe" tilsluttede Kant sig imidlertid antiatomisterne. Endvidere argumenterede han for at det eneste vi kan erfare er kraft, og at kraften giver sig til kende i materien som den tiltrækning der afgrænser et legemes overflade og den frastødning der gør et legeme uigennemtrængeligt.

Disse to er grundkræfterne; alle andre, som elektricitet, magnetisme, varme og lys, må blot være ændrede fremtrædelsesformer under forskellige vilkår, formodede Kant. Disse tanker videregav og videreudviklede H.C. Ørsted i et nyoprettet kantiansk tidsskrift, Philosophisk Repertorium for den nyeste danske Literatur som han blev medredaktør af i 1798, samt i disputatsen Dissertatio de formå metaphysices elementaris naturae externae, 1799 hvis hovedsigte er at forsvare "Anfangsgründe" og få denne afhandling anerkendt som et grundlæggende værk for filosofien. Allerede nu, før 1800, anes altså to væsentlige forudsætninger for H.C. Ørsteds senere virke som fysiker: den idé at de tilsyneladende forskelligartede kræfter grundlæggende kun er én førte til hans opdagelse af elektromagnetismen og hans afvisning af atomteorien peger frem mod undersøgelserne af væskers og luftarters sammentrykkelighed.

Endnu var han dog mere filosof end naturforsker; i denne henseende blev hans første udenlandsrejse, til Tyskland og Frankrig, et vendepunkt. Rejsen havde til formål at afrunde H.C. Ørsteds videnskabelige uddannelse og blev muliggjort ved legatstøtte. Den foregik, skriver han selv, "i en mærkværdig videnskabelig gæringstid", nemlig kort efter at A. Volta havde opfundet det galvaniske batteri (voltasøjlen, 1800). Hele den naturvidenskabelige verden var optaget af denne den første mulighed for at studere strømmende elektricitet og virkningerne deraf.

Selv var H.C. Ørsted især optaget af de kemiske virkninger, og han konstruerede et batteri som han bragte med på rejsen. Det lettede hans adgang til de tyske laboratorier, og overalt hvor han kom frem sugede han ideer til sig inden for kemi, fysik, filosofi og teknik. I Berlin fulgte han forelæsninger over den nye tyske naturfilosofi der var nært knyttet til den spirende romantik og ligesom hans egen byggede på Kants tanker.

Han læste F. von Schelling, hørte F. von Schlegel og J.G. Fichte og mødte bl.a. Henrik Steffens. Et varmt og varigt venskab sluttede H.C. Ørsted med den jævnaldrende fysiker J.W. Ritter, der tilhørte kredsen omkring brødrene A.W. og F. von Schlegel i Jena, romantikkens højborg, hvor Ørsted flere gange besøgte ham. Ritter arbejdede med den elektriske strøms kemiske virkninger og henledte Ørsteds opmærksomhed på sammenhængen mellem metallernes placering i spændingsrækken (et udtryk for spændingsforskellen i et galvanisk element hvori metallet indgår) og deres affinitet (evne til at indgå kemisk forbindelse).

Ritter regnes blandt elektrokemiens grundlæggere; men hans faglige ry blev tidligt ødelagt af for fantasifulde arbejder, bl.a. over ønskekviste, delvis inspirerede af den romantisk spekulative katolske filosof B.F.X. von Baader. Med Ritter kunne Ørsted mødes i trangen til en sammenhængende naturopfattelse, en enhedslære som Schellings, men også i kravet om at den må være i overensstemmelse med erfaringen, forsøgsresultaterne. På dette grundlag måtte de afvise Schelling, som ganske vist delvis havde bygget sine anskuelser på Ritters arbejder, men som grundlæggende foragtede empirien.

Alligevel lod de sig begge begejstre af en ungarsk kemiker, J.J. Winterl, hvis filosofisk smukke, men rent spekulative system H.C. Ørsted accepterede som kendsgerninger. Winterls enhedsteori antog eksistensen af to grundprincipper, et mandligt og et kvindeligt, syrens og basens inderste væsen. Ud fra disses stadige konflikt og forening forklarede han ikke blot hele kemien, men også varme, lys, elektricitet og magnetisme. Megen af sin tid i Berlin benyttede Ørsted til at udarbejde en redegørelse for Winterls ideer. Den blev udgivet 1803, og da han kom til Paris var den hans videnskabelige legitimation som viste sig af tvivlsom værdi.

På vejen til Frankrig passerede H.C. Ørsted Munchen, hvor han mødte von Baader. "Han driver aldeles på, at den moralske og den fysiske natur på det nøjeste hænger sammen, og at uden en sådan forbindelse fysikken egentlig ingen værd har", skriver Ørsted. "Han stemmer i denne henseende meget med Ritter og jeg med begge". I disse betragtninger ligger spiren til adskillige af Ørsteds senere værker (Aanden i Naturen) og til hans tro på naturvidenskabelige kundskabers folkeopdragende betydning.

I Paris gik det imidlertid helt galt. Hos de franske kemikere stod siden A.L. Lavoisier (o. 1790) eksakte data, mål og vægt, i højsædet. De modtog H.C. Ørsted med skepsis, og han blev skarpt kritiseret i Annales de chimie et de physique (1804, s. 173-99). Yderligere gjorde han sig til nar ved at ville skaffe Ritter en pris på 60.000 francs som var udsat for en betydningsfuld elektrisk eller galvanisk opdagelse. Han oversatte (og forbedrede) en afhandling herom af Ritter; men opdagelsen viste sig at være forkert, og også mange af Ritters øvrige resultater måtte H.C. Ørsted til sin forfærdelse erkende var fantasifostre.

Disse erfaringer lærte H.C. Ørsted nødvendigheden af en kritisk holdning; siden da søgte han at holde sine filosofiske ideer i ave indtil han havde i det mindste nogle beviser for deres troværdighed. Da Ørsted 1804 vendte hjem til Danmark havde han regnet med at blive professor i fysik, et embede der havde været ledigt siden A. Aasheims død 1800.

Men hans rygte som ukritisk sværmer var løbet i forvejen, så han måtte i begyndelsen nøjes med et ulønnet adjunktur; hertil kom dog at han fik overdraget at holde forelæsninger i fysik, lønnet med 300 rigsdaler årligt, samt at det offentlige ("kongen") overlod ham en fysisk-kemisk instrumentsamling og yderligere 300 rigsdaler om året til eksperimenter og til lokaler for samlingen. Hans forelæsninger trak et stort publikum, og endelig 1806 blev han professor.

Professoratet, som var ekstraordinært og underlagt det medicinske fakultet, havde været varetaget af astronomen Thomas Bugge og var dermed reelt overgået til det filosofiske fakultet hvorunder astronomi og matematik hørte. Denne overflytning blev bekræftet da H.C. Ørsted overtog lærestolen, og da denne samtidig fik tillagt kemi som bifag kom også dette fag under det filosofiske fakultet. Dog fastholdt det medicinske fakultet sin ret til selv at eksaminere medicinere og farmaceuter; så denne ret blev frataget H.C. Ørsted 1807.

Som professor kunne H.C. Ørsted disponere over universitetets kemiske laboratorium i Skidenstræde (fra 1819: Krystalgade) som imidlertid blev beskadiget under Københavns bombardement 1807. Endnu værre stod det til med de fysiske instrumenter idet C.G. Kratzensteins samlinger var gået tabt ved Københavns brand 1795. I løbet af et par år lykkedes det dog H.C. Ørsted, mest ved gaver og lån, at skabe en rimelig samling.

Han skrev i disse år adskillige kemiske afhandlinger, således Betragtninger over Chemiens Historie (Det skand. Litteraturselsk.s Skr., 1807) samt 1. del (2. del udkom aldrig) af en lærebog i fysik, Videnskaben om Naturens almindelige Love, 1809 (m.fl. udgaver, senest 1859 ved C. Holten, H.C. Ørsteds efterfølger som professor). 1807 udførte Ørsted desuden sit første større eksperimentelle arbejde, en række forsøg over de klangfigurer som den tyske fysiker Ernst Chladni (1756-1827) havde opdaget.

Det er symmetriske figurer der dannes på en plade overdrysset med fint sand når den stryges med en violinbue så den frembringer en tone. Han påviste at grundfiguren for en ren tone er hyperblen, en matematisk figur, og han så heri et bevis for slægtskabet mellem skønhed (musikken) og fornuft (matematikken). H.C. Ørsteds teoretiske naturopfattelse modnedes i hans stadig klarere bestræbelser for at slå bro mellem eksperimentel erfaring og spekulativ tænkning.

Den nye franske kemi, der af eftertiden regnes for den moderne kemis grundlæggelse, lod ham kold. Den byggede på nogle og tredive elementer (grundstoffer) der defineredes rent empirisk som stoffer der ikke ved kendte laboratoriemetoder kunne adskilles yderligere; den beskæftigede sig altså overhovedet ikke med det som H.C. Ørsted fandt væsentligt såsom syrers og basers sande natur eller den dybeste årsag til de kemiske reaktioner; langt mere var han tiltrukket af enhedstanker som Ritters og Winterls. På den anden side accepterede han nu ikke længere filosofiske ideer som ikke lod sig bekræfte ved reproducerbare forsøg.

Uden at forkaste sine grundholdninger måtte han derfor tage afstand fra Winterls og Ritters systemer; og hans første videnskabelige bedrift blev at han i stedet selv skabte et system der byggede på egne eksperimenter. Systemet fremlagde han under sin anden udenlandsrejse (Berlin og Paris, 1812-13) i Ansicht der chemischen Naturgesetze, 1812, fransk overs. Recherches sur l'identité des forces chimiques et électriques, 1813, et hovedværk i H.C. Ørsteds produktion som dog er næsten overset i kemihistorien. Værket er et ambitiøst forsøg på at få hold på centrale problemer i tidens kemi, specielt forbrændingen og syre-base reaktionerne hvor Humphry Davy's arbejder over chlor havde vist utilstrækkeligheden af Lavoisiers opfattelse af oxygen (ilt) som karakteristisk for syrer og nødvendigt for forbrænding.

Over for en kemi baseret på grundstoffer stillede H.C. Ørsted sin kemi hvor kræfterne var det grundlæggende. Kants tiltrækkende og frastødende grundkraft viser sig i kemien som brændbare og brandnærende stoffer. De er modsætninger, og af deres kamp under forbrændingen frembringes lys og varme. De udsletter imidlertid ikke hinanden, men frembringer som tese/antitese en højere syntese i Hegel'sk forstand. Denne fremtræder igen som et par af modsætninger, syren og basen, hvis syntese er det neutrale salt.

Med dette begrebsapparat kunne H.C. Ørsted nu klassificere de vigtigste stoffer og processer, skabe orden hvor der før herskede kaos. I afhandlingens afsluttende kapitel behandler han de øvrige kræfter og deres mulige sammenhæng. Ud over sammenhængen mellem elektricitet og kemi, som allerede var alment accepteret, diskuterede han bl.a. muligheden for at omdanne elektricitet til magnetisme, en tanke der var fremmed for samtidens fysikere, idet den almindelige mening var at såvel varme og lys som elektricitet og magnetisme er uforanderlige (grund)stoffer.

For H.C. Ørsted var det imidlertid indlysende at der ikke var tale om stoffer, men om forskellige modifikationer af Kants grundkræfter; problemet var alene at udlede under hvilke omstændigheder en omdannelse mellem dem kunne finde sted. Elektriciteten beskrev han som udtryk for den dialektiske strid mellem magnetismens positive og negative aspekt, en strid der breder sig som bølger i rummet. Koncentreres denne strid i en tilstrækkelig tynd leder (metaltråd) er resultatet varme. Bliver tråden endnu tyndere og striden dermed mere koncentreret frembringes der lys. Dette er første gang den tanke fremsættes at lys er elektriske svingninger. Trods flere senere afhandlinger om samme emne fik H.C. Ørsted dog ingen indflydelse på udviklingen af den senere elektromagnetiske bølgeteori; dette hænger bl.a. sammen med at han aldrig fremstillede teorien i eksplicit form, tilgængelig for matematisk behandling; en sådan lå ham fjernt.

Videre antog H.C. Ørsted nu at hvis man kunne koncentrere striden yderligere, i en endnu tyndere tråd, ville resultatet blive magnetisme. Men undervisning og andre gøremål hindrede ham foreløbig i at afprøve denne teori eksperimentelt. Det skete først 1820. 1811-30 var Ørsted ud over sit professorat lærer ved landkadetakademiet. Efter Thomas Bugges død 1815 blev han sekretær i Videnskabernes selskab hvor han havde været medlem siden 1808. Han udførte her et omfattende organisatorisk arbejde ligesom han regelmæssigt holdt selskabets medlemmer orienteret om fremskridtene inden for de eksakte videnskaber ved kortere afhandlinger eller meddelelser i selskabets årlige "Oversigter".

1818-19 var han medlem af en kommission til undersøgelse af Bornholms mineralforekomster, specielt jern og kul. Sammen med Lauritz Esmarch konstruerede han et nyt kraftigt galvanisk batteri, og 1820 fremstillede han alkaloidet piperin af peber. 1817 havde han desuden begyndt en række undersøgelser af gassers og væskers sammentrykkelighed som med afbrydelser kom til at strække sig over en længere årrække. Han konstruerede selv sine måleinstrumenter, piezometre, som var principielt anderledes og langt nøjagtigere end de tidligere kendte, og han opnåede resultater som ligger nær nutidens.

Og mens de fleste af H.C. Ørsteds øvrige arbejder især er kvalitative, viser disse undersøgelser at han til fulde magtede også kvantitativt præcisionsarbejde. Ørsted kan være blevet interesseret i sammentrykkelighed pga. uoverensstemmelser mellem andre forskeres målinger. Der er dog god grund til at antage at også det teoretiske spørgsmål om stoffet er kontinuert eller består af atomer har spillet ind. Ørsted søgte nemlig at påvise at rumfangsændringen, specielt af væsker, er proportional med trykket, at sammentrykkeligheden altså ikke pludselig ved et bestemt tryk bliver mindre hvilket kunne tydes som bevis på at atomer nu var kommet så tæt på hinanden at de ikke kunne presses mere sammen. Han nåede ingen endelig konklusion på dette spørgsmål; men hans piezometre og hans skarpsindige analyse af mulige fejlkilder ved disse vanskelige forsøg blev grundlæggende for senere arbejder på området.

Opdagelsen af at den elektriske strøm kan dreje en magnetnål blev gjort under en forelæsning foråret 1820. Selve forsøget og de overvejelser der lå bag har H.C. Ørsted selv beskrevet i sin selvbiografi (1828) og i artiklen Thermoelectricity i Edinburgh Encyclopaedia, 1830. Han antog at en eventuel virkning måtte vise sig, ikke i strømmens retning men på tværs af denne, og til undersøgelse heraf havde han forberedt et forsøg hvor strøm skulle ledes hen over et kompas gennem en ganske tynd platintråd. Han nåede ikke at udføre forsøget inden forelæsningen, men var så optaget af det at han ikke kunne nære sig for at afprøve det foran sine tilhørere.

Magnetnålen bevægede sig, men kun ganske lidt, og H.C. Ørsted fortæller at dette ikke gjorde større indtryk på tilhørerne. Forsøget havde vist at der var en virkning, og at den trængte igennem det glas der dækkede magnetnålen, men ikke hvilken lov der gjaldt for denne virkning.

Og "så længe forsøgene ikke var mere talende, lod erindringen om hvad der var hændt Franklin, Wilke, Ritter o.fl. ham frygte, at han også kunne være skuffet af tilfældigheder. Bebyrdet, adskillige måneder igennem, med talrige forretninger, vovede han sig imidlertid ikke til videre forsøg. Hvorvidt en vis tilbøjelighed til at udsætte foretagender og benytte sine frie øjeblikke til at leve i tankernes rige, heri medvirkede, vil han selv ikke let kunne afgøre. I juli måned tog han forsøgene for igen, med en meget stor galvanisk kæde af kobberkasser, zinkplader og fortyndet syre, og havde til vidner og deltagende venner kommandør og navigationsdirektør WIeugel og etatsråd Esmarch. Man erholdt nu straks en meget stor virkning, og prøvede denne under forskellige forhold; imidlertid udfordredes mange dages forsøg før han kunne finde den lov, hvorefter virkningen retter sig. Så snart han havde fundet denne, ilte han at bekendtgøre sit arbejde. Dette skete ved et meget kort latinsk program, på to tættrykte kvartblade, hvori han således havde sammentrængt beskrivelsen af sine forsøg, at man på de mellemste to sider vil finde omtrent lige så mange forsøg antydede, som der er linier". (Fra selvbiografien 1828).

Afhandlingen, Experimenta circa effectum conflictus electrici in acum magneticam, dateret 21.7.1820, sendte han til de førende europæiske tidsskrifter, og den blev hurtigt oversat til hovedsprogene. Opdagelsen vakte enorm opsigt og skabte epoke i fysikken; sammen med M. Faradays elleve år senere opdagelse af den elektromagnetiske induktion danner den grundlag for al senere elektroteknik.

H.C. Ørsteds krav til sig selv, at videnskabelige teorier skal være ordentligt efterprøvede eksperimentelt, videregav han også til sine elever. Således frarådede han 1840 L.A. Colding at offentliggøre nogle spekulationer over "naturkræfternes uforgængelighed", men skaffede ham i stedet midler til forsøg over sammenhængen mellem varme og mekanisk energi. Det lå i tiden at almenheden, og specielt håndværket og den spirende industri burde have indsigt i naturvidenskaberne og de tekniske videnskaber.

I Paris var 1784 blevet oprettet det statslige Conservatoire national des arts et metiers til industriens fremme, og i Storbritannien opstod i mange byer på privat initiativ institutioner til fremme af naturvidenskaberne. Fremtrædende blandt disse var The Royal Institution i London (stiftet 1800) hvis formål var at hjælpe arbejderne til at bedre deres levevilkår ved at undervise i teknikkens og naturvidenskabens nyeste fremskridt.

På sin tredje store udenlandsrejse (Tyskland, Frankrig, England, 1822-23) besøgte H.C. Ørsted flere af disse institutioner, og på vejen hjem fra England fattede han 1823 planen til en lignende dansk institution. Denne skulle udbrede kendskab til naturlæren, så at håndværkere, bønder og industriens folk, ledere såvel som arbejdere, kunne dygtiggøres til deres erhverv, samt få blikket åbnet for naturvidenskabens nytte og derved for naturens skønhed og hensigtsmæssighed. På dette grundlag stiftede han 1824 det stadig eksisterende Selskabet for naturlærens udbredelse i Danmark, som han til sin død ledede og ofrede megen tid på. Selskabets virksomhed blev ikke så omfattende som H.C. Ørsted havde ønsket, og specielt kneb det i provinsen; men det lagde dog grunden til de tekniske skoler og andre institutioner til faglig uddannelse.

En del af den virksomhed som var tiltænkt selskabet blev snart overtaget af Polyteknisk læreanstalt som også i høj grad blev til på H.C. Ørsteds initiativ. Allerede efter sin første udenlandsrejse havde Ørsted indgivet et forslag til reform af det fysiske studium som inspireret af hvad han havde set i Preussen og Frankrig argumenterede for en egentlig teknisk læreanstalt med hovedvægt på undervisning i fysik, kemi og deres anvendelse. Disse tanker gav dengang ikke genklang; men 1827 fremsatte kunstakademiets professor i matematik, G.F. Ursin, et forslag til kongen om oprettelse af en håndværkerskole. Kongen sendte forslaget til universitetet der nedsatte et udvalg med Ørsted som det mest aktive medlem.

Resultatet blev Polyteknisk læreanstalt, som mht. grundvidenskaberne var nært knyttet til universitetet og i det hele taget fik et mere videnskabeligt præg end forudsat i Ursins forslag. Den blev indviet 1829, H.C. Ørsted blev direktør, og han fastslog i sin indvielsestale bl.a.: "Skal videnskaben udøve en stor og omfattende indflydelse på kunstflid og næringsbrug, må ... de, der driver den, selv bringes til nogen videnskabelig indsigt. I de fleste tilfælde er det videnskabsmanden, der skal gøre de store og vidtudseende opfindelser for næringsbrugeren; men denne må have videnskabelige indsigter for at forstå disse opfindelser og påskønne deres værd; og han må selv gøre en mængde små efteropfindelser for at indføre videnskabsmandens grundtanke i de ved så mange biomstændigheder forviklede værkstedsarbejder. Miskendelsen af dette venskabelige, meddelende forhold mellem videnskabsmanden og nærings-brugeren har givet anledning til usigelig megen forvirring."

Som leder, og desuden lærer i fysik, holdt H.C. Ørsted i de første trange år læreanstalten oppe ved sit lyse sind og en stor indsats af personligt arbejde, og hans indflydelse skaffede efterhånden de nødvendige midler. Hans fremhævelse af at den tekniske uddannelse bygger på almen naturvidenskab, og hans fremragende ledelse skabte hurtigt den ånd der blev grundlag for læreanstaltens anseelse. Han støttede dens elever, bekæmpede lavenes modstand mod de nye kandidater og lagde grunden til en dansk patentordning.

Polyteknisk læreanstalt underviste i begyndelsen også farmaceuter, forstmænd og medicinere, og den bestyrede et magnetisk observatorium som Videnskabernes selskab på H.C. Ørsteds initiativ havde stiftet. Ørsted bidrog også aktivt til udviklingen af meteorologien i Danmark.

Allerede 1820 havde han fået gennemført at Videnskabernes selskab i sine skrifter offentliggjorde nøjagtige meteorologiske iagttagelser og målinger fra det danske monarki; og 1827 vedtog selskabet yderligere at nedsætte en permanent "Meteorologisk Comitée", en forløber for Meteorologisk institut. Da universitetets kemiske laboratorium blev genoprettet og efterhånden forbedret, da undervisningen i kemi af farmaceutstuderende 1828 og af medicinstuderende 1840 blev flyttet fra det medicinske fakultet, og da det matematisk-naturvidenskabelige fakultet 1850 blev udskilt fra det filosofiske, skyldtes det også i høj grad H.C. Ørsteds indsats.

Livet igennem interesserede Ørsted sig for det danske sprog, og påvirket af tysk purisme søgte han målbevidst at erstatte ikke blot naturfagenes, men også andre fremmedord med kunstord af dansk oprindelse; 1814 fremsatte han et omfattende forslag til en dansk kemisk nomenklatur som han mente med mindre ændringer også ville være anvendelig på hollandsk, svensk og tysk.

Med mere end 2000 sproglige nydannelser er han ved siden af F.C. Sibbern den mest betydningsfulde skaber af nye ord blandt 1800-tallets danske skribenter. Til forskel fra Sibberns nydannelser blev H.C. Ørsteds i vidt omfang accepteret (fx brint, ilt, rumfang, varmefylde, vægtfylde; mindretal, sammendrag, tidevand); i den nyeste tid fortrænges hans faglige ord dog atter af mere internationale betegnelser.

Også i den litterære og kunstneriske debat deltog H.C. Ørsted. Siden studietiden var han ven med Oehlenschläger der boede til leje hos Ørsteds faster, og han og A.S. Ørsted tilhørte kredsen omkring Bakkehuset (Rahbek).

1814-15 lå han i polemik med Grundtvig der angreb videnskaberne som kristendommens fjender. Selv skrev han bl.a. et stort prosadigt, Luftskibet, 1836 som straks blev oversat til tysk. Han så tidligt H.C. Andersens geni og støttede ham på mange måder.

Hans sidste store værk er Aanden i Naturen der udkom 1850-51 som 1. og 2. del af Samlede og efterladte Skrifter I-IX, 1850-52; det er en samling af taler og essays fra adskillige årtier som Ørsted selv kalder sit hovedværk, og som sammenfatter hans filosofiske og naturvidenskabelige tanker.

Han ser her naturen som manifestationen af en uendelig levende og virksom fornuft. Det frembringende og det ordnende har stedse virket sammen, og under dette samvirke er tilværelsen undergået en stadig udvikling i retning af et mere og mere rigt og nuanceret indhold hvori det rationelle stadig tydeligere gør sig gældende og af menneskeånden erkendes som naturens lovmæssighed.

For H.C. Ørsted er studiet af naturvidenskaben den rette vej til øget indsigt i verdensfornuften som han også betegner med ordet Gud; men "enhver stræben efter at fatte tingenes sammenhæng, tilværelsens love, bidrager sit til at føre menneskeslægten til Gudskundskaben".

Videnskab, kunst, moral fører alle til Gud; ved at søge det sande, det skønne og det gode (erkendelse, æstetik og etik) finder mennesket frem til sin skabers grundtræk: frihed, aktivitet, harmoni.

Etatsråd 1828. Gehejmekonferensråd 1850.