rokoko

Rokokoen opstod i Frankrig i årene efter Louis XIV.s død i 1715 som en reaktion på den barokstil, der var blevet brugt i alle den afdødes 72 år ved magten. Der var brug for noget nyt. Naturen fik en ny betydning som modpolen til den stive kultur, og barokkens regelbundne tyngde blev afløst af frie og naturlige former. Rokokoen blev sammensat af den græske stils stramt opbyggede, bærende konstruktioner og den gotiske stils lethed. Dekorationerne blev hentet i naturen: blad- og blomsterranker, muslinger og sneglehuse; kurvede og slyngede og frem for alt asymmetriske.

Blandt rokokoens første udtryk var Pierre Lepautres og G.M. Oppenords interiørarkitektur, men den kom efterhånden til at omfatte alle kunstarter og brede sig til store dele af Europa, blandt andet gennem de såkaldte ornamentstik, fx i J.-A. Meissoniers bog Livre d'ornements (1734).

Rokokoen opfattes ofte primært som en interiørkunst, en ramme om det elegant-mondæne selskabsliv i de parisiske privatpalæer, hôtels, der efter Ludvig 14.s død i 1715 afløste det strengt ritualiserede hofliv i Versailles. Stuerne blev mindre og samværet mere intimt, og med rokokoen kunne der skabes en lysfyldt, glidende overgang mellem ude og inde og mellem arkitektur, billede og dekorative elementer.

I et typisk rokokorum blev vægfladerne opdelt af høje (franske) vinduer vekslende med spejle omgivet af bølgende rammer og boiseries, lyse, pastelfarvede træpaneler med udskårne, forgyldte ornamenter, mens overgangen fra væg til loft blev opblødt af gesimsbånd, hvis rocailler kunne brede sig hen over loftet og ned ad væggen. Der var ofte indfældede malerier. Eksemplariske er den ovale salon i Hôtel de Soubise i Paris, udført 1735 af G.G. Boffrand og udsmykket med malerier af C.J. Natoire, og (1733-39) Amalienburg ved München af F. de Cuvilliés. Indflydelsen fra Kina ses i fx C.F. Adelcrantz' Kina slott (1763-67) ved Drottningholm i Sverige.

Bygningernes ydre er som regel præget af stramhed og rationalitet i de bærende elementer, mens søjlerne typisk er erstattet af lisener, ofte ørelisener, og bladranker og stilleben'er eller 'trofæer' føjet til i fladt relief over vinduer og døre.

I Danmark har stilen fundet en fornem repræsentant i Niels Eigtveds Amalienborg-anlæg (1749-54) med blandt andet den delvist nyklassicistisk modererede riddersal i Moltkes Palæ.

I Preussen og Sydtyskland fik stilen stor gennemslagskraft i slots- og kirkebyggeriet, fx med G.W. von Knobelsdorffs Sanssouci i Potsdam (1745-47) og J.M. Fischers Augustiner-korherrekirke i Diessen i Bayern (1732-39), hvor delikat stukkatur danner overgang fra arkitektur til loftsfreskoer.

Rokokoens malerkunst i Frankrig repræsenteres af Antoine Watteaus fêtes galantes, François Bouchers mytologisk-galante boudoirbilleder, J.-B.S. Chardins stilleben- og genrebilleder og J.-H. Fragonards sanseligt erotiske motiver. Inden for portrætmaleriet var pastellen en yndet teknik, anvendt af bl.a. Rosalba Carriera og M.Q. de La Tour. Skulpturen repræsenteres bl.a. af porcellænsstatuetter, i München af F.A. Bustelli og i Dresden af Johann Joachim Kändler.

I Italien blev Venedig rokokoens hovedsæde med kunstnere som Francesco Guardi, Canaletto og G.B. Tiepolo, mens Francisco de Goya en overgang repræsenterede stilen i Spanien. I Skandinavien hører C.G. Pilos og Cornelius Høyers portrætter til de mest rendyrkede udtryk for rokokoen.

Rokokoen fik en usædvanlig kort levetid. Dens grundlæggende konstruerede karakter vakte hurtigt kritik. Allerede i 1733 havde Voltaire kun spot tilovers for den moderne dandys drøm om et hus overlæsset med ornamenter, hvor alt var paneleret, hvidtet og forgyldt, og 1737-38 sluttede Jacques-François Blondel i sin De la Distribution des maisons de plaisance sig til hans kritik. I 1750'ernes begyndelse var der stor tilslutning til kobberstikkeren C.-N. Cochins artikler om alle de bizarre følger af en så overdreven naturlighed, at væggene blev krumme og "vi ikke længere ved, hvor vi skal placere eller hvordan vi skal opstille vores stole og andre møbler". På dette tidspunkt var rokokoen på vej ud.

Karakteristisk for rokokoens ornamentik er rocaillen og de bugtende, uregelmæssigt og asymmetrisk forløbende linjer, der imidlertid holdes i ave af den symmetriske anbringelse på paneler, møbler, tekstiler m.m.

Inspirationen blev bl.a. hentet i østasiatisk kunst. Rokokoens ornamentik og boligideal udgik fra Frankrig ligesom de mange nye former, der ikke blot havde deres forudsætning i et større og mere købedygtigt publikum, men også i en næppe siden overgået håndværksmæssig kunnen inden for bl.a. møbel-, keramik- og tekstilkunst.

Det nye materiale, porcelæn, frigjordes fra forbilleder i sølv og ostindisk porcelæn til en selvstændighed i form og dekoration, som stadig kopieres.

Tysk og italiensk rokoko er mere bevæget end den franske stil, der ebbede ud i 1750'erne. I Danmark trivedes rokokoen side om side med nyklassicismen helt frem til 1780'erne. Se også kineseri.

Især inden for kunsthåndværket ses stilen af og til også betegnet Louis-Quinze efter Ludvig 15., konge 1715-74, og inddelt i style Régence ('regence-stil', 1715-ca. 1730), genre pittoresque eller style rocaille (1730-45) og style Pompadour (efter 1745).

Den musikalske parallel til rokokoen i billedkunsten benævnes som regel galant stil. Betegnelsen kan i snævrere forstand anvendes specielt om stilen i fransk musik fra slutningen af 1600- og begyndelsen af 1700-tallet, kendetegnet især ved et let og yndefuldt udtryk og ved et afslappet forhold til de strenge regler for komposition.