iBet uBet web content aggregator. Adding the entire web to your favor.

Pengepolitik er den politik, som en centralbank fører for at påvirke samfundsøkonomien, primært ved at påvirke renteniveauerne. I Danmark er pengepolitikken koncentreret om at opretholde det faste valutakursforhold overfor euroen. I de fleste andre vestlige lande har pengepolitikken et bredere sigte, idet den i disse lande har hovedansvaret for at stabilisere konjunkturerne og styre inflationsniveauet.

På lang sigt er formålet med pengepolitikken normalt først og fremmest at sikre et moderat inflationsniveau. Dette kan ske direkte i form af en eksplicit inflationsmålsætning eller indirekte. Et hovedformål med den danske fastkurspolitik er således også at bevare et stabilt og moderat inflationsniveau i det lange løb. Som følge af fastkurspolitikken vil Danmark på længere sigt få samme inflationsniveau som euroområdet, som man fører fastkurspolitik i forhold til. Hvis euroområdet oplever lav inflation, vil Danmark altså dermed også opleve det samme. Historisk har centralbanker også forsøgt at styre prisudviklingen (inflationen) ved andre pengepolitiske mellemmål som guldstandard eller en målsætning for den årlige vækst i pengemængden.

Centralbanker kan have andre opgaver udover pengepolitikken. Danmarks Nationalbank skal således udover stabile priser, som varetages via fastkurspolitikken, sikre et stabilt finansielt system og derudover sørge for, at den praktiske afvikling af alle betalinger i Danmark foregår sikkert og effektivt. Disse øvrige opgaver betragtes dog ikke som en del af pengepolitikken som sådan. Den finansielle stabilitet varetages ved hjælp af makroprudentiel regulering.

Pengepolitik og finanspolitik

Pengepolitik nævnes ofte som modstykke til finanspolitik, der er ændringer i skatter og offentlige udgifter, som også blandt andet foretages for at udjævne konjunkturerne. Begge former for økonomisk politik er således stabiliseringspolitiske instrumenter, og en traditionel makroøkonomisk problemstilling handler om, hvilket af de to instrumenter der mest hensigtsmæssigt anvendes til dette formål. Den overvejende holdning er i dag, at pengepolitik ofte vil virke mest effektivt, blandt andet fordi centralbanker har mulighed for at reagere relativt hurtigt på ændrede konjunkturforhold, og fordi de bedre kan træffe upopulære, men effektive beslutninger.

Når pengepolitik ikke virker

Der er dog nogle vigtige undtagelser. Dels er pengepolitik mindre effektiv og kan blive helt magtesløs, når renteniveauet er meget lavt, hvilket medfører en såkaldt likviditetsfælde. Dels kan pengepolitikken ikke på én gang tage sigte på at opretholde faste valutakurser og samtidig tage hensyn til de indenlandske konjunkturer. I sådanne tilfælde har finanspolitikken en vigtig selvstændig rolle. Derfor har finanspolitikken alene ansvaret for at udjævne konjunktursvingninger i Danmark, fordi man her fører fastkurspolitik. I mange andre lande som blandt andet USA, Storbritannien, euroområdet, Sverige og Norge fører man ikke fastkurspolitik overfor omverdenen. I disse lande er det derfor centralbankerne og ikke finanspolitikken, der har hovedansvaret for stabiliseringspolitikken.

Historie

Fra de første centralbankers opståen i 1600-tallet var deres vigtigste opgave at regulere mængden af mønter og sedler, altså penge (deraf navnet pengepolitik). Fra slutningen af 1800-tallet og indtil 1. Verdenskrig dominerede et internationalt guldfodssystem, hvor centralbankerne sikrede, at mønter og sedler kunne indløses med guld. I mellemkrigstidens økonomiske kriser blev dette system opgivet, men en variant, den såkaldte guldvekselfod, blev indført i form af Bretton Woods-systemet i 1944. Ifølge dette ville den amerikanske dollar fremover være indløselig med guld, mens de øvrige valutaer i systemet, herunder den danske krone, ikke var direkte guldindløselige, men til gengæld havde en fast valutakurs i forhold til dollaren og de øvrige valutaer i systemet.

Fastkurspolitikkens sammenbrud

Bretton Woods-systemet gik i opløsning i 1971, og de følgende årtier var præget af skiftende pengepolitiske strategier i de forskellige lande og samtidig en ret høj inflation. Nogle centralbanker forsøgte inspireret af monetaristisk tankegang at koncentrere pengepolitikken om at sikre en stabil vækst i pengemængden, men havde dårlige erfaringer hermed og forlod efterhånden denne strategi. Mange, især europæiske lande fortsatte med forskellige varianter af fastkurspolitik, hvor jævnlige revalueringer eller devalueringer ændrede de konkrete kursforhold. I EU indførtes i 1972 et valutasamarbejde i form af den såkaldte valutaslange, der i 1979 blev afløst af fastkurssamarbejdet i EMS’en. Dette system var imidlertid udsat for flere valutakriser og brød reelt sammen i starten af 1990’erne. Medvirkende hertil var, at de internationale kapitalbevægelser gradvis blev liberaliseret. Det gjorde det i stigende grad umuligt at forene fastkurspolitik med en selvstændig indenlandsk pengepolitik.

Inflationsmålsætninger vinder frem

I 1990 indførte New Zealand som det første land i verden en eksplicit inflationsmålsætning som grundlag for sin pengepolitik. Også tidligere havde centralbanker opfattet det som en hovedopgave at kontrollere inflationen, men forsøgte at opnå dette mål via indirekte målsætninger som en guldfod, fastkurspolitik eller en bestemt vækst i pengemængden. Med en inflationsmålsætning angribes opgaven mere direkte: Via nøje overvågning af den almindelige økonomiske udvikling og passende justeringer i de pengepolitiske renter forsøger centralbanken at påvirke aktivitetsniveauet og derigennem den indenlandske inflation, så den holder sig tæt på målet. I praksis vil det ofte være muligt at følge et fleksibelt inflationsmål, hvor centralbanken udover at overholde inflationsmålet også i et vist omfang vil kunne stabilisere beskæftigelsen.

Strategien med et inflationsmål viste sig at være en succes, og efterhånden indførte de fleste vestlige lande en officiel inflationsmålsætning som grundlaget for deres pengepolitik. Samtidig har der været en udvikling i retning af, at centralbankerne i de vestlige lande generelt er blevet mere uafhængige, så de løbende pengepolitiske beslutninger nu træffes uden indblanding fra de pågældende landes regering.

I Europa indførte 11 EU-lande i 1999 en fælles valuta, euroen, og dermed en fælles pengepolitik ledet af Den Europæiske Centralbank (ECB). Pr. 2023 indgår 20 lande som fulde medlemmer i den Økonomiske og Monetære Union (ØMU’en), som kollektivt styrer efter et inflationsmål på 2 procent.

Pengepolitik i Danmark

Danmark har en lang tradition for at føre fastkurspolitik, dog med forskellige justeringer af valutakursen i historiens løb. Efter en periode med jævnlige devalueringer i 1970’erne har landet siden 1982 ført en såkaldt konsekvent fastkurspolitik, hvor myndighederne har afskrevet muligheden for selvstændigt at foretage aktive de- eller revalueringer. Danmark er i 2023 det eneste OECD-land, som opretholder en traditionel fastkurspolitik som grundlaget for sin pengepolitik.

I 1999 afløste euroen den tyske D-mark som den valuta, der føres fastkurspolitik overfor. De nærmere retningslinjer for fastkurssamarbejdet er fastsat i valutakursmekanismen ERM II.

Pengepolitiske instrumenter

Pengepolitiske instrumenter er de direkte virkemidler, som centralbankerne anvender for at opnå deres mål. Blandt disse hører

pengepolitiske renter, dvs. rentesatser, som centralbanken fastsætter i forbindelse med de private forretningsbankers ind- og udlån i centralbanken
markedsoperationer, hvor centralbanken køber og sælger værdipapirer på de finansielle markeder for eksempelvis at påvirke markedsrenterne
kvantitative restriktioner som kassekvoter (deponering i centralbanken af en vis andel af forretningsbankernes indlån) eller grænser for, hvor store udlån forretningsbankerne må foretage.

Den vigtigste måde, hvorpå pengepolitikken kan påvirke realøkonomien, er via virkningen på det generelle renteniveau, eksempelvis renterne på obligationsmarkederne og de renter, som forretningsbankerne tilbyder deres kunder blandt husholdninger og virksomheder. Centralbankerne kan imidlertid kun indirekte kontrollere disse markedsrenter. Hvordan gennemslaget fra pengepolitikken til markedsrenterne konkret foregår, er forskelligt for de enkelte centralbanker som følge af forskellige finansielle traditioner og institutionelle regler. Nogle centralbanker udmelder direkte bestemte pengepolitiske rentesatser, som forretningsbankerne må anvende ved ud- og indlån overfor centralbanken, i forventning om, at disse rentesatser så vil slå igennem i forretningsbankernes øvrige transaktioner. Andre centralbanker påvirker markedsrenterne via markedsoperationer, f.eks. ved at købe og sælge obligationer, hvilket påvirker obligationskursen og dermed -renten, indtil det ønskede renteniveau er nået. Kvantitative restriktioner anvendes i dag i mindre grad, end det historisk har været tilfældet.

Danmarks Nationalbank opretholder den faste valutakurs overfor euroen dels ved at justere sine pengepolitiske renter, når det skønnes nødvendigt, og dels ved at udjævne mindre udsving i kursen via køb og salg af fremmed valuta på valutamarkederne (dvs. markedsoperationer).

Pengepolitikkens virkninger

Centralbankernes påvirkning af samfundsøkonomien er indirekte, og et løbende vigtigt forskningsemne drejer sig om, hvordan de forskellige påvirkningskanaler (den såkaldte pengepolitiske transmissionsmekanisme) nærmere fungerer. Det er afgørende viden for at kunne føre en effektiv stabiliseringspolitik.

Ændringer i renteniveauet påvirker efterspørgslen i samfundet og dermed aktivitetsniveau, beskæftigelse og inflation via flere forskellige mekanismer: Rentestigninger forøger omkostningerne ved virksomheders og husholdningers investeringer i realkapital som maskiner og bygninger (boliger). Rentestigninger vil samtidig trække i retning af lavere aktie- og obligationskurser og boligpriser og dermed formindske husholdningernes formue, hvilket kan reducere det private forbrug. Samtidig vil en højere rente alt andet lige medføre kapitalindstrømning til landet, som fører til højere valutakurser og dermed dårligere konkurrenceevne og lavere nettoeksport i lande, der ikke fører fastkurspolitik. Rentefald vil naturligt virke modsat.

Phillipskurven

Konsekvenserne af pengepolitik i form af renteændringer er således vidtforgrenede. Påvirkningen af inflationen kommer via virkningen på det generelle aktivitetsniveau og dermed beskæftigelsen. Beskæftigelsens og ledighedens størrelse påvirker løndannelsen, så der fx er ret høje lønstigninger, når ledigheden er lav. Da virksomhederne typisk reagerer på højere lønomkostninger ved at sætte priserne på deres varer op, er der en negativ sammenhæng mellem ledighed og inflation. Denne sammenhæng er kendt som Phillipskurven, der spiller en central rolle i den pengepolitiske transmissionsmekanisme. Centralbanken kan altså styre inflationen ved at påvirke det generelle aktivitetsniveau i økonomien.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Penge- og kreditpolitik

Poul Schou

Cand.polit., ph.d., Københavns Universitet

pengepolitik