Josef 2.

Josef 2., 13.3.1741-20.2.1790, tysk-romersk kejser fra 1765, søn af kejser Frans 1. Stephan og Maria Theresia. Da Josef 2. arvede kejsermagten efter sin far, optog Maria Theresia ham som medregent i de habsburgske arvelande. Her kom han ofte i modsætningsforhold til moderen på det udenrigspolitiske område. Således var det mod Maria Theresias vilje, at Josef gennemtrumfede Østrigs deltagelse ved den første polske deling i 1772, hvor Østrig fik Galicja.

I 1775 lykkedes det ham at få Osmannerriget til at afstå Bukovina, så de habsburgske riger kom til at hænge sammen. Fra 1780 var Josef 2. også enehersker i sine arvelande. Udenrigspolitisk søgte han en tilnærmelse til Rusland som følge af den tiltagende rivalisering med Preussen, der modarbejdede Josefs ønsker om at arve Bayern og Salzburg efter slægten Wittelsbach. Fra 1788 kom det til krig med Osmannerrigiet, hvorunder Beograd blev erobret.

Josef 2. er gået ind i historien som den fornemste repræsentant for den oplyste enevælde blandt de habsburgske kejsere (se josefinisme), om end vurderingen af ham har svinget noget, idet en stor del af hans reformer blev trukket tilbage efter hans død.

Inspireret af oplysningsidéerne forsøgte han fra første færd at iværksætte omfattende reformer i sit rige. I centrum stod ønsket om en moderne centralistisk stat med tysk som statens forvaltningssprog — dette af praktiske grunde, ikke nationalistiske — og om bekæmpelsen af de feudale privilegier og forbedring af de fattige klassers kår.

Josef 2.s første reform rettede sig mod hofadelens privilegier; kun retmæssige krav på pension kunne i fremtiden anerkendes. Statens budget blev adskilt fra herskerhusets. Med Tolerancepatentet fra 1781 sikrede han de ikke-katolske kristne konfessioner fri religionsudøvelse. Også jøderne fik friere vilkår, idet målet var deres langsomme assimilering. De fik nu ret til alle uddannelser og til fri næring. Han gennemførte en radikal reform af kirkens, klostrenes og de religiøse ordners forhold og inddrog deres formuer til fordel for en fond, der skulle sikre oprettelsen af nye sogneenheder og en forbedret sjælesorg.

I Wien oprettede Josef 2. Allgemeines Krankenhaus og Josephinum til brug for uddannelse af militærlæger. Han oprettede alderdomshjem og vajsenhuse og ophævede livegenskabet, men en radikal ændring af skattesystemet nåede derimod ikke at blive realiseret. Handelspolitisk hyldede han merkantilismen, idet importen blev pålagt store toldsatser. Han fik gennemført den almindelige skolepligt, og censuren blev lidt efter lidt ophævet. Dødsstraffen blev afskaffet, ligesom lighed for loven blev gennemført.

Josef 2.s reformiver mødte modstand hos adelen og i det kirkelige hierarki. Nationale rejsninger i De Østrigske Nederlande og i Ungarn tvang ham til dér at opgive en del af reformerne.